Det er en tung dag fordi, vi har måttet sige farvel til Felix – den ældste lab i huset, og ham der satte hele “hundehuset” igang. Felix blev næsten 9 år, og selvom det ikke er meget gammelt, så vil jeg dog sige, at han har haft et godt og rigt hundeliv. Vi har holdt meget af ham, og han har trasket mange gode ture og hentet masser af pinde og bolde – og leget med alle vennerne – hver dag. Jeg havde aldrig regnet med, at han skulle herfra på grund af gigt, men sådan blev det altså. Diagnosen lød på Spondylose. Hans to nederste lændehvirvler var stærkt angrebet af gigt:-/.
Felix har været halt igennem de sidste par uger, og han støttede meget nødigt på sit højre bagben. Han havde besvær med at rejse sig om aftenen især efter en god tur i skoven, og det at skulle i sofaen var ikke noget, han bare gjorde – som før i tiden. Han kunne stå med forpoten deroppe og så fortryde og vende om og lægge sig i kurven. Bilen ville han helst ikke ind i, selvom han jo på en måde gerne ville med ud at gå. Han haltede også på gåturerne her til sidst, men dog mindre end hjemme i stuen – efter turen. Jeg har trukket det lidt med turen til dyrlægen fordi jeg ventede på, at min egen dyrlæge skulle komme fra ferie, da det bare er ham, som jeg stoler mest på, når der skal undersøges noget vigtigt.
Felix tilstand var sådan, at jeg når jeg så på ham – tænkte, at var han en andens hund, så skulle han aflives. Sådan er det nok for mange. Det er let at være klog på andres vegne, men når man kommer til sig selv, så ligger det lidt tungere. Det er ydmygende for en hund at blive svag især, når den bor i en flok, og det var en svækket hund vi havde gående.
Vi havde besluttet på forhånd, at han skulle sove videre, hvis diagnosen sagde, at han ikke kunne få det bedre. Han blev røntgenfotograferet og gigtforandringerne var så fremskredne, at knoglepålejringerne havde dannet små spidser, der nu havde direkte kontakt til nerverne, der ligger mellem lændehvirvlerne. Dyrlægen var ikke i tvivl om, at beslutningen om at lade ham sove videre var den eneste rigtige, så han fik den næste sprøjte, og mærkede intet til, at han herefter gled over i den evige søvn. Det er tomt og trist, at han ikke er her mere, det var hårdt at vide, at det var nu, at han fik den afgørende vaccine, men det blev gjort godt alligevel – hvis man kan sige sådan. En saglig forklaring og diagnose og en beslutning om, at hjælpe min gamle ven om på den anden side, og en dyrlæge, der var rigtig god til at tackle det, så det var passende.
Det betyder ikke, at jeg kunne holde tårerne væk, men Felix nåede ikke at mærke dem, og det betyder noget for mig at tænke på. Han havde haft en god dag og var faktisk rigtigt glad. Vi havde været om Dallund Sø med hans venner og han havde fået et par gode svømmeture efter tennisbolde. De altid boldsyge piger fik ikke lov – kun ham. Vi vidste jo ikke om det var den sidste gang, men vi vidste, at der var en risiko for det, så han skulle have sådan en dag. Han var glad helt ind i venteværelset, selvom han ikke kunne bruge sit ben – og sådan er de jo – hundene. De giver så meget af sig selv også selvom de er syge.
Vi har besluttet os for, at han skal enkeltkremeres, og hans aske spredes ud på ynglingsstedet – åen ude i skoven. Man kan indvende, at det er en for for menneskeliggørelse af hunde, men det er jeg ligeglad med. Det betyder noget for mig, hvor min gamle ven er, og hans aske skal spredes i åen, så han for altid kan blive en del af det vand, som han elskede så højt.
Tak for alt det du gav – kære gamle dreng. Din store tålmodighed med os -og alle dine hundeveninder, dit gode humør, alle de gange, hvor du fik os til at grine, alle de gåture som du har givet os, alle de gange, hvor du har lagt dit hoved i vores skød. Jeg kunne nævne så meget mere, men først og fremmest tak for, at du har været en god hund for os.
Billederne er ikke så gode teknisk set, men de viser så fint vandhunden Felix i den å, som han elskede, det er taget i fredags.
Felix du vil for altid flyde med strømmen i åen, og vi vil være sammen med dig hver gang vi går tur i skoven.
