Da jeg bestilte tiden til Felix i mandags, så var det samtidigt med en ny fotografering af Chili, og på bestillingstidspunktet havde jeg ikke forestillet mig, at det var så alvorligt med ham, så han skulle herfra samme dag, men sådan blev det så, som I der læser bloggen jo godt ved. Hvad jeg ikke har skrevet endnu er, at den nye undersøgelse af Chilis albue bekræftede, hvad jeg selv havde en formodning om, nemlig at hun er fuldt bevægelig i leddet, der var ingen smertereaktion, da han trak i benet, og der var ingen yderligere arthroseudvikling og derudover sad det der på siden af leddet, så det ikke generer – og efter al sandsynlighed heller ikke vil komme til at genere. Dyrlægens konlusion var, at Chili ville kunne leve et helt normalt og aktivt hundeliv, og jeg kan med god samvittighed sælge hende videre. Når jeg ser bort fra det sørgelige med min gamle brune dreng, så er det jo en kæmpe lettelse for mig, at Chili i bund og grund bare er en frisk og glad hund, der kan få et godt liv – dog ikke som avlshund. Nu ser vi så, hvornår der melder sig en god familie til den sorte hoppebold, for som med de andre lidt ældre “hvalpe” jeg har måttet sende videre, så er jeg top kritisk. Ikke for at være streng eller uhøflig, men for at være sikker på, at denne her hund, der jo har udviklet en vis personlighed, lige præcis er den hund som den familie søger. Dyrlægens råd var mennesker med et aktivt fritidsliv, så det vil jeg lytte til.

Man ved jo noget mere om hunden, når den er 10 måneder i forhold til, at den er 8 uger, og jeg er altid mine hvalpes “ambassadør”. Jeg er jo lykkelig fordi jeg forsøgte med sund fornuft og lod Chili løbe ræs ud over markerne – efter diagnosen var stillet, og jeg havde besluttet, at hun ikke skulle opereres. Fuld skrue på damen hver dag, og så måtte det briste eller bære, for efter min mening er der kun et godt liv for en ung hund, og det er et aktivt liv. Det bar så, hun kan holde til det, og nu er hun klar til at komme videre:-).

Tea var en tur på Sjælland igår, og vi skal igen i morgen:-). Parringen gik fint og Major er en rigtigt sød bamsedreng. Han kunne godt minde mig lidt om Diesel – altså Teas far – ikke i udseende men i sin rolige og venlige fremtoning. Nu kan vi bare håbe, at vi har ramt de rigtige dage, og at Tea venter små om 9 uger.