Hip hurra

Jamen altså lille Phoebe bliver 2 år den 1. maj. Kan bare sige, at hun bliver sødere og sødere. Her mener jeg, at det lidt “dampede” hvalpeagtige, det er væk. Phoebe render ikke rundt i stuen og holder sine egne fester mere, hun er ikke engang specielt legesyg, når vi går tur med alle cockerne fredag inden træning – utroligt, men det er helt rigtigt.

Phoebe er en meget mild pige – altid glad og altid opsat på at arbejde. Bliver seriøst spændende at få hende med ud i “virkeligheden” på jagt til efteråret. Phoebe og Freja har fynsk brunsviger med til fredagstræning i morgen, det bliver bare godt:-).

Farven grøn til Phoebe, det er hendes farve nummer 1 – lyslilla er også god. En lille smule træning i haven i dag inden vi kørte i skoven. I skoven gik vi en lille tur med Tea, sådan må det være, Tea skal ikke presses rundt på tur. Så trænede jeg med begge cockerne – altså hver for sig, og derefter gik vi en god lang tur. Det tager tid, men der er godt nok også ro på, når vi kommer hjem. Mit gode kamera venter til en anden gang, det blev der ikke lige tid til.

 

En anden verden

Som man kan se på forsiden, så er der planlagt et kuld hvalpe til efteråret. Til efteråret har jeg haft Freja i 3 år – og jeg har lært meget igennem både Freja og Phoebe. Det er først nu, jeg føler mig klædt ordentlig på i forhold til det at lave et kuld i en race, der er relativt ny for mig. Nu tænker jeg måske også mere over det, end det måske er nødvendigt, men man er jo den man er, og det er der vist ikke så meget at gøre ved. Det er en anden verden at opdrætte i, end den jeg har været i med labrador. Først og fremmest, så er eksteriør ikke noget, som man behøver at vægte, der er i hvert tilfælde ikke en egentlig eksteriørmæssig standard, som man skal stræbe efter. Selvfølgelig kan man selv have præferencer, men hovedvægten ligger ikke der. 

Forskellige sundhedsmæssige undersøgelser, er meget sjældent brugt, og i det her tilfælde er det kun Freja, der er røntgenfotograferet. Dunphy er 6 år gammel, han er meget brugt på jagt og til prøver, og der er intet galt med hans ben. Alle racer/kombinationer/individer er levende væsner, og der kan uheldet kan være ude i ny og næ, men rent bygningsmæssigt, så har de små cockere lidt nemmere ved at bære deres skelet end f.eks. labrador.

Det er først og fremmest det jagtmæssige man skal vægte hos ft. cockerne. Her dyrker man det super fine ved f.eks. at markprøve sin hund. Af forskellige årsager, så når jeg ikke det med Freja, men jagtmæssigt, der får hun altid ros, når vi er afsted, og jeg kan garantere for, at det aldrig er kedeligt at være afsted med Freja, er der fugle, så kommer de op at flyve. Når nu Freja ikke har en prøve, så synes jeg, at det er på sin plads at parre hende med en hanhund der har. Det er ikke kun derfor, at jeg har valgt Dunphy, der er en anden ting, som er mega vigtig for mig, og det er den “hele” hund. Med det mener jeg, at jeg personligt er total fan af tænd/sluk typen, og har vi så derudover et skønt og venligt temperament, så synes jeg, at vi med de fine arbejdsegenskaber har en god “hel” hund. At man så også kan se, at det er en cocker, giver lige det sidste twist. 

Hvordan de så bliver efter alle tankerne, det må vi se. Når man tænker på avl, så er det ikke alt, at man kan tænke sig til, og her taler jeg af erfaring – dog fra en anden “hundeverden”.

Se nu lige her, hvad Phoebe fandt på stranden nede på Langeland – en lækker lidt tør måge:-). Altså der satte Tea dog grænsen, jeg tænkte, at hun kunne prøve at finde den i et frit søg, og det kunne hun også, men den var s.. for gammel synes hun:-). All right, den var ret klam, jeg giver Tea helt ret. Lille Phoebe bliver snart to år, og hun er stadig lige sjov at arbejde med.

Farvel sødeste Frida

Det gør ondt, når dagen kommer, hvor man skal tage afsked med sin gamle hund.

Frida – Mallaig Angel with Attitude (5-10-2007 til 2-2-2021). Et langt indholdsrigt, kærligt og aktivt hundeliv er forbi. Frida var en højt elsket og på alle måde værdsat familie og jagthund. Peter og Lisbeth har givet hende det allerbedste labradorliv, og det er jeg som opdrætter af Frida meget taknemmelig for. Jeg husker hende så tydeligt som lille hvalp her i mit allerførste kuld. Der var fest og farver omkring Frida, og det er min tanke og trøst at tænke på, at hun har fundet sin altid glade og festlige mor Lærke oppe i hundehimlen. RIP smukke Frida.