Mormor Lærke elsker at stille sig op:-).

Der er et eller andet med, at “når katten er ude, spiller musene på bordet”. Det er ikke helt tilfældet med mus her i huset, men med hunde åbenbart – og det er ikke kattene, der behøver at være ude – men mig.

Det er meget besynderligt, men jer der har fulgt min blog igennem tiden har nok også på et eller andet tidspunkt læst, at Tea godt kan lide at ligge højt – og gerne indtager et sofabord i et feriehus f.eks.

Jeg har haft hende mistænkt for, at hun også ligger på vores spisebord, når lejligheden byder sig. Det afsløres jo ved lidt sorte hår på dugen (de optræder dog jævnt overalt, så det er ikke rigtigt noget bevis). Lidt blod nogengange på dugen, når hun er i løbetid hmmm…- lidt bedre bevis. Dog er de som hovedregel i bryggerset, når vi ikke er hjemme, så det er jo så sjældent, at det kan lade sig gøre – at få spisebordet for sig selv;-).

Nu har jeg pt. spion ude – og (Linnea har haft læseferie, og nu har hun s.. rigtigt ferie:-)). Spionen har flere gange observeret Tea på spisebordet – nu er der jo nogen hjemme, og så er de ikke kun i bryggerset, og det har så givet frirum til at “spille”. Altså for pokker – jeg har aldrig nogensinde oplevet hende på bordet her i huset, men når jeg ikke er her, så ligger hun åbenbart og nyder og flyder på bordet. Mathias har også set det, når han her siddet og læst i stuen.

Helt dum er hun ikke, og selvfølgelig må hun ikke ligge på bordet, men hun kan fint afkode, at der er nogen der bestemmer noget, og så andre der ikke bestemmer og bordet;-).

Jeg griner bare af det, det er sjovt, og det er da ikke særligt uartigt, og hvis det er uartigt, så er det uartigt på en smart og sød måde:-).

Hun har dog også været der med sin tykke mave, og det vil jeg helst undgå, så Linnea må holde dem i bryggers-køkken, når jeg ikke er hjemme, i de sidste 5 dage – inden sommerferien starter.

Vi ville da lige tage et billede her idag (mellem bygerne) af Tykke Tea, og mormor Lærke ville selvfølgelig også posere for kameraet. Lærke kan lide det, og hun kommer med den lille (som vi forhåbentligt får) ud på socialiseringstur på skuer. Her vil hun kunne deltage i veteranklassen fra d. 29. september – det skal hun prøve. Ikke for at vinde, men for at give hende en god dag – og have det sjovt med en hund, der i den grad elsker at løbe en tur rundt i fokus med mor.

Så kan man spørge sig selv, om det ikke er ligemeget med al den bedømmelse af hundes eksteriør. Det synes jeg bestemt ikke, at det der (surprise;-)) – der er masser af andre faktorer, der er vigtigere, men det er ikke uden betydning, hvordan en hund er skruet sammen – bygningsmæssigt set. Jeg er klar over, at Lærke som de fleste andre labrador har svage sider i sit eksteriør, hun har for meget skind f.eks.;-), og der er også andre sider, som man kan pille rundt i, hvis man har behov for det, dog er hun grundlæggende korrekt bygget. Det vægter meget højt efter min mening, hun bevæger sig frit og ubesværet, og så har hun en front, som der desværre ikke er mange der har mere. Der er forskellige tolerancer, for de forskellige “fejl” eller mangler, og her har jeg udviklet mig i retning mod at være lavtolerant overfor stejle fronter. Jeg må hellere stoppe her (hehe) – det griber lynhurtigt om sig;-), og heldigvis er Lærke mormor til det kommende kuld:-).

Lærke logrer gerne for en lille bitte godbid.

Lærke juni 2013.

Jeg er da meget meget glad for, at vi fik holdt vores lille havefest i sidste weekend. Det har da været noget omskifteligt i denne her weekend, og det er ikke sommer, når jeg sidder her i tyk trøje og skriver;-).

Vi har lavet det sædvanlige i ugens løb, dog har jeg trænet med dummi i denne uge – ikke spor. Det kommer lidt an på min tid osv., men de er meget fint tilfredse med at træne huskedummi og frit søg – og dirrigering osv. Jeg har en lille drøm om at give Lærke en mulighed for at prøve at gå til en uofficiel workingtest i 2014. Vi kan da prøve, men jeg vil bare gerne have en “holder” med, for Tea skal også prøve igen. Hvis jeg finder en at følges med, så tror jeg s.., at den gamle tøs skal have en sjov dag. Hvor mange point vi kan høste, det aner jeg ikke. Det kommer an på, hvor sjove hun synes posterne er – eller hvor svære. Selvom Lærke er glad, fjollet, stærk og selvstændig, så er hun blød som smør, så det er en lidt speciel kombi, og man skal ikke bare fare frem, hvis hun gør noget, som hun ikke skal, når man træner. Den bedste vej er spænding, fart og belønning – dog med en fast fører. Hmm.. jeg gør, hvad jeg kan. Vi laver lidt et par gange eller tre om ugen, så er det stadigt spændende, og de bliver så trætte bagefter.

Her er hun så – snart 8 år. Hun holder sig ekstremt godt:-). Der sidder lidt græs her og der, for hun har jo lige rullet sig, men ellers er Lærke stadig sort som kul – overalt – og fysisk fuldstændigt på toppen.

Se blikket – “Rumle kom forbi”, det er sjovt:-), når man har kendt ham relativt godt, og han så kigger ud ad sin datters øjne.

 

 

 

 

Så går vi tur igen, og Tea er på vej til at blive lidt mere kasseformet;-).

Vi holdt en lille 50 års fødselsdag igår, og jeg er en anelse træt idag:-). Tea sad og ventede på chips henne ved Maria, og deltog slet ikke i de andres fjollerier. Silja er i slutningen af sin løbetid, så hun var meget spændende og gav anledning til flere parringsforsøg fra Lærke og Gimle.

Ellers har der stået gåture på programmet i den forløbne uge – og lidt træning med dummi. Jeg har droppet spor nu, hvor det er så relativt varmt, jeg vil jo heller ikke presse Tea unødigt hårdt, og det er hårdt at gå spor i varmen.

Idag har Mathias så fødselsdag, så vi har lige været en tur inde i Odense med gaver idag. Mathias skal lige vænne sig til at samle det man spilder af spiseligt op fra gulvet, det er lidt sjovt. Her i huset bliver den slags jo spist;-).

Tea med dummi på en perfekt “dirigeringssti”. Lærke fik selvfølgelig ogs¨dummier, men billedet af hende blev ikke så godt.