Indimellem driller den nye hjemmeside, og det gjorde den lige nu. Det jeg lige havde skrevet blev pist væk, men nu er billederne der fra hvalpenes andet levedøgn. De spiser og sover og knirker og kæmper om pladserne i den ellers rigelige mælkebar. Mor Tea er meget omsorgs- og ansvarsfuld, og de bliver simpelthen passet af verdens roligste og bedste hundemor. Hun forlader meget nødigt kassen, og kommer kun ud meget kort for at ordne det hun skal udenfor. Hun har ikke lyst til at gå tur og vender bare om, når hun er færdig. Jeg lader hende selv bestemme, og blander mig så lidt som muligt. Forsyner hende med en masse mad og lægger nyt tæppe i kassen – resten tager hun sig af. Jeg har så lært efter to kuld, at hundemor sagtens selv kan passe dem. De patter, når de er sultne og ellers sover de, og Tea er så samvittighedsfuld med dem. Hun har været ca. 30 sekunder inde i stuen idag, hvor hun lige nåede at lægge sig på gulvet, så var der en lille lyd, og så var hun derinde med det samme igen. I nat viste hun igen en styrke og klogskab, som er helt utrolig at opdage. Jeg vågnede ved en hvalp, der pep noget hjerteskærende, og gik selvfølgelig ind for at undersøge sagen. Tea sad for første gang udenfor kassen og stirrede ned på det lille trin der er, som egentlig er en lille klap, der bør være lukket. Først fattede jeg ikke, hvad der var galt, men det er Tea jo vant til;-), så hun sad standhaftigt og stirrede, og så faldt tiøren, for nedenunder trinnet var en af de små gule trillet, og der lå han og følte sig forladt og mor Tea kunne ikke rigtigt gøre noget andet end at forsøge at forklare med blikket, så da jeg fiskede han ud og lagde ham op i kassen – og lukkede for den, så gik Tea derop med det samme igen. Imponerende – det er ikke sådan et ansvar, man forventer af en hund, men Tea er altså indtil videre en rigtig supermor. Lidt billeder er det da blevet til, kig bare med.
