Juleaften er vel overstået, og det gik rigtigt fint. Vi var i skoven om dagen, og Divas bedste ven Leon var med, så de fik brugt godt med energi. Gimle og Diva holdt nu længe ud alligevel, og hundene havde helt klart “dagen derpå” første juledag.

De sorte piger var til tjek og vaccination i Brenderup i dag. De var fine begge to, og de fik ros for deres tænder, som Gert troede, at jeg børstede eller gjorde noget særligt for. Det gør jeg ikke, de får RC – Labrador Retriever at spise, og det har de levet fint af i mange år. Derudover får de lakseolie over maden om aftenen og en del tyggeting løbende. Det kan være hudben eller okseører – eller alt muligt naturligt og hårdt. Det er muligvis det, der gør det, jeg ved det ikke, men de har tænder, der er velplejede ud over normalt niveau åbenbart.

Lærke er jo en ældre dame, og selvom hun er ret løs i skindet, så holder hun sig godt og er rask og muskuløs. Jeg bliver glad, når jeg får at vide, at man godt kan se, at min hunde ikke spilder tiden på sofaen.

I relation til den friske Lærke, så var der lige blevet sagt farvel til en hvalp på 7 måneder i klinikken idag, og sådan er livet jo ikke altid retfærdigt.

I forbindelse med afsked, så sagde Gert, at der var en afsked, som han aldrig ville glemme, og det var Marias og Siljas afsked på Varbjerg Strand. Det kunne ikke gøres bedre, og var så smukt – stedet, vejret, tidspunktet og Marias håndtering af sin hund.

Det er ikke fordi jeg vil dvæle i afskeden med Silja, men jeg sætter meget stor pris på at have en dyrlæge, der både er fagligt dygtig, og som samtidig har en menneskelig faktor, det handler jo om mine hjertebørn.

Ren julehygge – Lærke og Mathias.

Varbjerg Strand med de tre piger i dag. Tea og Diva nød de kølige bølger.

Teas tænder. Synes da lige, at jeg ville vise de fine bisser frem;-).

Søde Tea.

Lærkes bisser. Lidt mere slidte, men stadig meget flotte.

Hun er da skøn – fuld af personlighed og udstråling.

Friske helt unge bisser. Hvad Diva har smurt sig ind i, så hun er blevet fint plettet, det ved jeg ikke, men vi snakker altså ikke permanente pletter;-).

Diva kan holde munden i min hånd meget meget længe. Det er en praktisk øvelse i flere sammenhænge. Hun kan f.eks. pacificeres, hvis der skulle være behov for det – til en undersøgelse eller lignende.

Jeg træner tit i små sekvenser med Diva i stuen eller køkkenet. Det er langt nemmere at lære noget, når der ikke er andet, der forstyrrer.