Sødeste Diva fik i går aftes fjernet en avne, der havde sat sig godt op i snuden på hende. Den blev fjernet under fuld bedøvelse og ved hjælp af endoskopi. Den er på billedet herunder.

Man kan jo ikke gøre noget ved, at hundene sluger avner – eller snuser dem ind, men det er faktisk helt ufatteligt, så meget ballade de kan lave. Nynne havde en i halsen for et par år siden, den havde simpelthen vandret ind i vævet, og hun skulle igennem den helt store tur, for at få den fjernet. 

Bare morgentur til “spejderen”.

Soffy er skabt til at løbe, der er fuld speed på – også på morgenturen.

 

 

 

Vejret er for godt til at skrive på bloggen. Der går alt for lang tid, det må jeg indrømme. På den anden side, så sker der ikke rigtigt noget, som der ikke plejer at ske – heldigvis for det. Jeg og hundene har det godt, og temperaturen kalder på apportering i vand. 

Jeg har fået det her skønne billede af Divas datter Freja – og Birgit, der skriver, at de elsker deres søde og dygtige hund. Sådan tilbagemelding er bare så meget værd. Det giver mening, at sætte et kuld hvalpe i verden, når der bliver sat så meget pris på dem, ude i de hjem de kommer til, og som opdrætter, så bliver jeg helt varm om hjertet.

Hun ser så fin ud – Freja. Lækkert hovede og lækker pels og farve – dejligt, at det er kombineret med et sind, der bare fungerer!

Soffy 5 måneder og med “solstriber” i det brune, det ser sødt ud. Soffy har i det hele taget en eller anden evne, til at få folk (og også mig) til at falde for sig. Jeg ved ikke helt, hvad det er for en faktor, der udløser det, men et eller andet, det har hun altså.

Der er endda nogen, der ser hende,  som får lyst til at få sådan en lille praktisk hund, meeeen nogen udelukkende familiehund, det er hun ikke. Hun har en meget stor motor, og den skal man være meget bevidst om, når man træner og går tur osv. 

FT-klubben har i øvrigt lige indgået en aftale med DKK og fuld overførsel af stamtavler for FT spaniels. Det er nemmere for mig, der er vant til at rode med “Hundeweb”, så overfører Soffy fra DJR til DKK.

Når temperaturen stiger, og der er varme i luften, så er der intet som at træne vand eller bare bade for sjov, når man er labrador. Det med at svømme, det giver god konditionstræning, og så er det pænt hårdt, så man får dejligt tilfredse hunde bagefter.

 

Anna springer i vandet:-)).

Se lige det her herlige billede af divaen – Diva herunder. Hun er med på golfbanen – og på golfvognen:-)). Fine og Diva er tit med Mogens på golfbanen, og det hygger de sig med – både hunde og Mogens.

Ellers går hundelivet lidt som det plejer, men det er dog nyt, at jeg har en Soffy, og hun bliver trænet et par gange om dagen – som regel.

Jeg er gået over til at træne hendes søg på forskellige steder, hvor hun skal finde en bold. Der er INTET, der kan tage hendes opmærksomhed, hvis vi træner. Det bliver helt klart en Soffy, der vil gå igennem ild og vand for at rejse fugle.

Apportering – også gerne fra vand. Stakkels lille Soffy bliver våd som i våd helt ind til skindet – i modsætning til labberne, men det afskrækker hende altså ikke, og hun er allerede ved at være en fin lille svømmer.

Soffy er min første hund ud af rene arbejdslinjer – og hold k…., hvor er hun fantastisk at arbejde med. Det er udelukkende power og will to please, når vi laver noget. Vi starter til noget træning i FT klub regi om et par uger. Hvor meget det giver, det ved jeg ikke, men det giver i hvert tilfælde noget socialisering, og det er også noget værd.