Så fik vi certifikat fra Laboklin.

Det har været lidt frem og tilbage med det testresultat, som jeg jo har haft i flere år, men Laboklin har sendt det certifikat, som DKK vil have for at registrere, så nu er det sikkert og vist ifølge hundeweb. Tea er clear og dermed også C-kuldet – og det planlagte D-kuld:-). Ingen løbetid endnu, men nu er Lærke snart færdig med sin, og så plejer Tea at starte.

Vi får ikke Jepper på besøg alligevel, Eriks datter tager ham, så ikke gang  i hundehuset i denne omgang;-). Det kunne nok også blive lidt anstrengende med en meget ung dreng og så en Lærke i næsten slut løbetid, men det havde vi nu nok klaret, han er jo en sød dreng:-).

Det gik rigtigt godt med at gå spor i Randbøl søndag. Dog missede hun to sårlejer undervejs, men selve sporet gik hun i vanlig sikker stil – søde Tea.

Lærke fik en skøn tur ind i plantagen med Gadbjerg-ganget mens jeg gik spor med Tea, så det var også en god søndag for hende. Nu står den på Klosterheden på søndag. Det er altid udfordrende og spændende at gå spor deroppe – vi glæder os Tea og jeg:-), vi vil gøre vores bedste, og håber så, at det er godt nok på dagen:-).

 

C-kuldet november 2012.

Man kan vel godt fornemme det, selvom det stadig er ret lunt, så er det på vej – efteråret. Det er om morgenen man mærker det først. Det er ved at være lidt “tusset” ved 6 tiden. Det er både vemodigt og hyggeligt og okay. Jeg holder meget af denne her tid, der er en ro over haven, vejret og naturen, og lige nu, så er der også meget ro over min “hundeflok”. Det er også derfor, jeg ikke får skrevet så meget pt.. Det skal nok ændre sig, når der sker spændende ting på hvalpefronten. Ingen løbetid endnu vil jeg lige oplyse om. Jo – hos Lærke, men ikke hos Tea.

Der kommer dog liv i det hele i weekenden på alle måder. Først skal jeg lægge spor med Peter i Randbøl – fredag. Så smutter jeg en tur rundt om Maria og Jens og henter Gimle og Silja, der skal være hos os til søndag. Søndag skal vi så til Randbøl og gå sporene og her bliver Silja og Gimle hentet og Lærke kommer i dagpleje hos dem;-) indtil vi skal retur til Fyn.

På onsdag kommer Jesper en tur, for hans far skal opereres i den anden skulder. Jeg ved ikke lige, hvor længe han bliver, men jeg glæder mig til at have ham lidt på besøg:-).

Næste søndag er der så elitesporprøve i Klosterheden. Det er jo læææænge siden vi sidst har gået en prøve, så nu må vi se, om Tea stadig kan følge det rigtige spor på Klosterheden:-).

 

Hvalpetræf august 2012.

Det er ikke fordi, vi er ved at drukne i lopper – på trods af overskriften, jeg er bare lidt hysterisk, og det vil jeg lige dele med mine bloglæsere. Jeg har en meget fintfølende loppeindikator og det er Lærke. Det mindste bid så viser hun, at der er ubudne gæster i området. Jeg bruger jævnligt Frontlines produkter, og det har også været for at undgå tæger/flåter, som de jo ellers får, når de er i skoven.

Der har ikke været flåter i de fynske skove i år – mine har ikke haft noget problem overhovedet. Tilbage til lopperne. Hvis man vil være helt fri for dem og på sigt reducere deres larver og pupper i hundenes omgivelser, så skal hundene have et dryp i nakken hver 4. uge. Hvis man tænker, det går nok, så kan man trække de 4 uger lidt længere – til 6 eller måske 8 uger, men helt fri – så er det 4 uger. Jeg har trukket det til omkring 6 uger over vinteren og i foråret, men inden ferien så faldt straffen, og jeg opdagede at Lærke reagerede på lopper. Så fik de hver et dryp, og vi tog på ferie i juli måned. Det gik fint nok, men da vi kom hjem, så synes jeg, at der var reaktion igen. Man er nødt til at vide, at jeg ser alt – det er ikke sikkert, at det er sådan, at jeg kan se lopper, men jeg kender hende, og det er det, der er. Jeg har én gang været oppe hos Gert med hende, hvor han så fandt loppper – sååå… flot og 600-700 kr. fattigere, det klarer jeg altså selv nu.

Så jeg pøsede en omgang mere på i slutningen af juli, i begyndelsen af august, i midten af august og så skiftede jeg produkt og gav dem en tur til. Jeg fandt i ny og næ en loppe på en af dem, hvis jeg kæmmede dem grundigt, så derfor synes jeg jo, at jeg/hundene måtte have et problem.

Her i slutningen af august tog jeg dog kontakt til Merial, der sælger Frontline, for jeg tænkte, at deres produkter ikke havde effekt – der kunne måske være opstået resistens hos lopperne. Jeg blev bedt om at sende  lopper – om muligt, og det gjorde jeg så – i en lille plastikpose, som de så havde sendt til mig. Jeg fandt én loppe, som jeg så sendte.

Så blev jeg ringet op, og jeg fik en ret god samtale med en konsulent fra Merial, som jeg blev en del klogere af. Jeg vidste godt på forhånd, at de fleste lopper opholder sig i omgivelserne som æg, larver eller pupper. Vi støvsuger meget, og vi vasker deres tæpper 1-2 gange om ugen, men det er i praksis meget meget svært at få dem 100% væk.

Når de rette forhold er til stede for den færdigudviklede loppe, så forlader den sit puppeliv og hopper på en hund eller kat, der jo netop er det, som den venter på. Dvs. At de vil hoppe på og bide, så det kan altså klø på hunden selvom, at loppen dør af at bide. Det er det, jeg har observeret.

Det hjælper IKKE at blive ved med at dosere som jeg har gjort det. Effekten er ikke større, så det vil jeg hermed stoppe, det er f… også for dyrt. Der er ikke observeret resistens overfor produkterne sååå.. tja, det handler om lidt tålmodighed, og her har jeg jo aldrig haft min største force;-).

I forhold til andre der henvender sig til dem, så betragtede de mit problem som meget lille og for nedadgående. Den loppe som jeg havde sendt var en katteloppe – de lever også fint på hunde. Den havde ikke nået at bide, og jeg kunne kun finde den ene, så det er altså ikke noget rigtigt loppecirkus;-).

Det var dejligt at få at vide og god service fra deres side, at de gider at bruge tid på deres kunder – seriøs vejledning vil jeg kalde det. Jeg vil afslutte med at fortælle, at Lærke også viser mig, at der ikke er flere lopper der bider hende mere, så det endte altså godt:-).

Jeg ved godt, at jeg er lidt emsig, men jeg forbereder mig jo også på at skulle have hvalpe i efteråret/vinter, og de små pus skal altså vokse loppefri op i mit hus:-). Lærke er lige gået i løbetid og Tea er begyndt at tisse tit og ofte, så jeg håber på, at hun også snart kommer:-). De plejer at følges – Først Lærke og så kommer Tea.