Lidt nørderi

Diva og jeg var til træning i lørdags, og der er godt nok meget, at tage fat på – altså ment på den gode og positive måde. Jeg vil gerne gøre det ordentligt, og det tager tid, når øvelser skal bygges op fra bunden. Vi har forhåbentlig også tid Diva og jeg, så vi laver lidt næsten hver dag, så ser vi, hvor “gode” vi bliver på sigt. Vi har gået spor de sidste par fredage – Diva og Tea og jeg. Tea går som hun plejer – super godt:-), og Diva har jeg trukket tilbage på babyspor, for jeg vil have hende mere præcis, så det kan vi hygge med her i vinter.

Træningen er ovre for denne her omgang, for Linnea og jeg skal noget andet på lørdag, og så er der vinterpause.

Jeg nørder lidt med stamtavler lige nu. Det er spændende, og det handler selvfølgelig om, at jeg skal finde den bedst mulige “mand” til Cassie. Der er lææænge til, men det skal forberedes ordentligt. Det kuld bliver mit 5. kuld, og det er sådan for mig, at jo mere jeg kommer ind i noget, jo mere opslugt bliver jeg, og jo mere vil jeg også forsøge at gøre det endnu bedre.

Der findes mange forskellige tilgange til opdræt, og det er nok rigtigt godt. Jeg har udviklet mig lidt hen imod at se rigtigt meget på det der ligger bag forældrene, og så på, hvad forældrene giver (om muligt) mere end på, hvordan de selv er. Hvordan de selv er tæller selvfølgelig også, det er klart, men der ligger altså en genbank i forfædrene, der styrer rigtigt meget. Spændende med stort S!

Hundene og vi har været smidt ud af huset idag på grund af fremvisning. Der blev ikke noget salg, men hundene fik en tur til stranden, og Diva og Tea tog selvfølgelig et par gode svømmeture:-).

0 replies

Leave a Reply

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *