Det var den weekend

Vi startede weekenden ud med at være en lille tur i byen. Linnea var hjemme til klokken 21, og hundene havde ikke været ret meget alene i løbet af dagen. De var altså alene et par timer på et uvant tidspunkt om aftenen. Jeg tænker, at det er derfor at Anna har kvitteret med at gnave lidt i bryggersvæggen. Ikke at det er noget, som jeg tager specielt tungt, det er et vilkår, når man har labradorhvalp, og de er alene i et stykke tid om dagen eller aftenen. Hun var ellers holdt op/vokset fra det, men ikke lige fredag aften. Anna er en velstimuleret unghund, men hun er samtidig meget meget selskabelig, og hun har aldrig tygget i noget eller gnavet i væggen, når vi er hjemme, så det handler om, at vi bare altid skal være sammen, så er alting som det bør være:-).

Når man er på arbejde om dagen, så synes jeg ikke, at det er i orden, at man forlader sin hund om aftenen også. Det er selvfølgelig svært at undgå 100%, men i store træk, er jeg sammen med hundene, når jeg har fri.

9-10-2016-2

Fredag aften – det for oven. Det der er pudset er noget, der er lidt ældre, men stadig er hilsen fra Anna.

9-10-2016-3

Ved kurven i køkkenet, er der også pudset op på Annas gnav i væggen. Så det ser bare super godt ud;-). Det bliver malet på et tidspunkt, så glemmer vi det næsten igen, at det er sådan de gør.

Lørdag var så “hvalperumsdag”, så det gik lørdagen faktisk med. Erling måtte to gange i Silvan efter vinyl, da de havde skåret for kort af første gang. Bumbum – ikke lige, hvad man har lyst til, efter første tur derud, men nu er det så også lagt ud og passer fint.

Søndag var vi til markeringstræning, og det var lige noget for Anna. Det var i kuperet terræn, og det var mega koldt og blæsende, men det er hundene jo helt lige glade med. Hun gjorde det godt – Anna, det er fedt at hun er så ivrig og fuld af fart.

Vi er jo snart på vej til at holde barsel, så vi har trænet lidt intensivt den senere tid. Barsel betyder træningspause, og det tror jeg faktisk er fint for alle. Om en uge er det efterårsferie – jeg glæder mig.

 

 

/0 Comments/by

En smule vemod

Det er virkeligt mærkeligt for mig at tænke på, at mit første kuld blev født for 9 år siden. Hvilken altovervældende oplevelse og benhårdt arbejde. Siden er der kommet flere kuld, flere dejlige – og mindre dejlige oplevelser, mere hårdt arbejde og rigtigt meget erfaring både med hvalpe og mennesker i den forbindelse. Det er en passion det med at lave/have hvalpe. Undersøge, planlægge, sætte alt andet til side og håbe på, at alt går som det bør gå. Tænke fremad i forhold til, hvor det kan bære hen, og så finde de helt rigtige hjem og såvidt muligt følge dem i deres videre liv.

For 9 år siden, der vidste jeg ikke en brøkdel af det, som jeg ved om opdræt af labrador og om racen i det hele taget i forhold til nu. Jeg har stadig rigtigt meget at lære, man kan aldrig blive klog nok, men det er alligevel vildt at tænke på, hvad der er sket på de 9 år.

Den første kombination – den med Lærke og Diesel, den har dannet grundlag for det, der er her nu. Den har givet mig Tea i første led og efter Tea to mega sunde kuld og sunde piger – Cassie og Diva.

Tea har givet mig alt – intet mindre, og hun er stadig “going strong”. Tea og co. har fået noget lækkert i dag, og Tea har fået træning og tur i skoven. Jeg har alligevel følt et snert af vemod i dag. 9 år, det er meget. Lærke er 11, og jeg ved med min rationelle hjerne, at der er en form for nedtælling i gang.

Heldigvis ved hundene intet om den slags. De lever i nuet, og det er en af de store ting, som vi kan lære af hundene. Et af Oles fine billeder skal vi selvfølgelig have på dagen.

01c20993050a0445a4cd6bb34b34fac4668f8a5712

Jeg kan ikke vælge et bedste billede. At vælge betyder også et fravalg, og det kan jeg ikke få mig selv til. Her ser Tea faktisk lidt fræk ud, og det er ikke så almindeligt på billeder af hende. Der er masser af udtryk i øjnene. Hun er jo bare så skøn – også som senior.

/0 Comments/by

En fantastisk weekend

De har travlt ovre i Greve – Pia og co. Pia var med som hundefører på jagt, og Cassie fik tilnavnet “Fasandronningen”. Det var Cassies første jagt, og hun gjorde det forrygende. Det er så fedt at høre, at hun er så god. Hun tog fasanerne med største selvfølge – også de anskudte, og kom fint hen til mor med dem. For mig er arbejdsegenskaberne vigtige. Jeg elsker, når en labrador er god til det, som den bør være god til, og når det er en tæve, der har leveret en forhåbentlig kommende avlstæve(Anna) til mig, så er det virkeligt en stor ting, at den beviser, at den har evnerne. Det er ikke kun gener, det er også hårdt arbejde træningsmæssigt set, hvis det skal blive rigtigt godt. Det arbejde lægger Pia i sit daglige liv med hundene, og det giver mulighed for stjernestunder med dem, hvor der kan “høstes” noget af det, som arbejdet har sået.

I dag var de så på igen. Denne gang LP1, hvor Cassie og Pia gik ind og “ryddede bordet”. Så er det jo mega sjovt at gå til prøve. Første lydighedsprøve og så vinde klassen, det er da mere end normalt godt gået.

Det er en gave at have et samarbejde om Cassie – intet mindre. Tusind tak til Pia for at give vores sorte pige så rigt et liv.

Fasandronningens første jagt:-).

c2c5c6

/4 Comments/by