Tea kigger på én af de 1000 søer.

God tur til Finland

Tea og jeg og resten af landsholdet havde en rigtigt rigtigt god tur til Finland.  Der var fint plads i Charlottes bil – især til hunde og bagage;-), og på sæderne foran var der masser af plads til snak om alt mellem himmel og jord:-), og jeg var glad for, at jeg ikke skulle køre alene især på det lange stykke mellem DK og Stockholm

Det tager 11 timer at sejle mellem Stockholm og Turku. Tea og jeg havde en kahyt, hvor hun tog den ene køje og jeg den anden, og så sov vi mod forventning egentlig udemærket. Ingen bølger eller andre uregelmæssigheder, kun en brummen fra motorerne og så det totale mørke i kahytten.

Vi kørte et stykke ind i Finland, hvor hele holdet – og også det norske hold havde inlogeret sig på en campingplads med hytter og værelser. Tea og jeg havde et værelse, og her var vi nogenlunde/næsten i fred for de tusindvis af myg, som Finland er så spækket med. Campingpladsen lå smukt og stille ved en sø og med skov lige på den anden side af vejen. Campingfatter var utroligt venlig, og det var finnerne generelt. Vandet der kom ud af hanerne kom fra søen;-), det var fint nok – og Tea både badede og drak af søen – det var jo lidt nemmere;-) – på en måde. Drikkevandet til os andre, det skulle vi pumpe op fra en brønd på gårdspladsen. Det lyder besværligt, men det fungerede faktisk fint.

Vi havde en hel dag, hvor vi ikke skulle rejse (lørdag). Der skulle vi til præsentation af sporenes opbygning og gennemgang af regler osv. samt lodtrækning om sporerne. Bagefter var der middag, og så var det tid til at komme hjem og hvile ud til den store dag.

Jeg er næsten lige nødt til at nævne en lille pudsig detalje, der handler om, at finnerne seriøst går meget op i at gå i sauna. Under præsentationen blev det pointeret hvor i skoven, at saunaen lå. Den var tegnet ind på kortet, og det er en selvfølge, at man lige smutter en tur i sauna, når man har været til prøve åbenbart. Hmmm – specielt, og vi havde ikke lige håndklæder med, så vi sprang over denne gang;-).

Tea og jeg skulle gå som nummer to i vores gruppe, og da vi kom ud på sporet, så fik jeg en god forståelse hvorfor, at stifinderne eller det de kaldte guiderne kun havde 1 eller 2 spor, som de var ansvarlige for. Sporerne lå ad h… til laaangt ude/oppe i skoven. Det der virkeligt var hårdt arbejde på de spor, det var terrænet. Jeg har aldrig prøvet noget lignende. Der var stigninger og fald. Der var sump og uberegnelige huller. Der var adskillige grøfter/åer, hvor man ikke vidste, om man jokkede igennem mosset, når man ramte den anden side. Der lå masser af væltede stammer og så var der krat og gran, som man måtte mase sig igennem. Myggene sværmede i meget store mængder, så den ene hånd måtte man ind imellem bruge til at vifte dem væk fra hovedet. Udfordringerne for de tobenede var til at tage og føle på, men Tea syntes det var så fedt, og hun var virkeligt i sit es. Det var fremmed land og skov og fremmed fært – alt var spændende og så er hun aller bedst:-).

Det gik jo også forrygende, og kritikken kan læses under “resultater”, og jeg skal prøve ikke at gentage mig selv her. Alle de danske ekvipager var velforberedte og gik så godt, at alle fik point nok til at opnå finsk vildtsporschampionat – så dejligt:-), og samlet set, så blev Danmark nummer to. Finnerne vandt Nordisk mesterskab i år. Norge blev nummer tre og Sverige nummer fire.

Selv om der var langt derop, så var der egentlig ikke så langt hjem;-). Det er ikke sådan, at jeg lige tænker på at tage derop igen for at gå spor, men jeg kan godt finde på, at gøre det igen om nogle år. Kombinere det med en ferie f.eks., så man lige kan nå at se lidt mere end skovene indefra;-) i “de 1000 søers land”:-).

Man kan da godt bruge sin sporline til apportering – i mangel af bedre;-). Et eller andet skulle vi jo lave – mens vi ventede;-).

Udsigten ud over campingpladsens sø – Tea ser ud til at nyde det:-).

Huset, hvor prøven havde “hovedkontor”, og hvor der blev sørget godt for os med mad gennem hele prøven.

“Myggenet” i form af tyl om buret. Ret smart, da hundene i høj grad også var myggefoder.

Prøven er vel overstået, og nu venter og venter vi på point og resultater. Ulla, Peter, Pia og Charlotte.

Tea og mor venter også.

Her er 6 glade ekvipager med hver deres finske vildtsporschampionat med hjem i bagagen. Fra venstre: Ulla med Tetris (Golden), Tina med Siri,

Gunvor med Tea,  Pia med Tilde, Charlotte med Gin og Peter med Dusty.

Tak for en kæmpe oplevelse og en super hyggelig tur til Finland til hele holdet:-).

 

 

 

/5 Comments/by
"The Finnish way".

Nedtælling.

Det næst sidste spor er gået før Finland. I morgen laver jeg et, der skal gås på tirsdag og så er det slut med forberedelserne på det træningsmæssige plan. Jeg kan finde på at vågne om natten og tænke på alle de ting, som jeg kan glemme, det er lidt komisk, men sådan er det. Jeg tror, at det er fordi, jeg skal køre med i en bil og ikke i min egen. Jeg ved, at Teas sporline ligger i min egen bil, meeeeen mon ikke, at jeg kan finde ud af at pakke den  ned – sammen med en million andre ting. Jeg har lavet en liste, så det kunne jo være, at jeg bare skulle tage og følge den. Sporet gik fint idag og alle sårlejer blev markeret. Det skal hun også, de point vil vi have.

Sidste søndag var vi en tur i Gadbjerg – Tea og Lærke og jeg, og den hyggelige og hundevenlige have blev udforsket af de to sorte gæster, og vi nåede en lille tur i skoven, hvor mor Lærke fik leget med sin datter – Gimle. Pludselig bliver den voksne dame hvalp igen, det skete også sidste gang, at vi var sammen med “Gadbjergslænget”. Hvor meget hunde ved i forhold til relationer, det er ikke til at gennemskue, men jeg synes, at det ser ud til, at der er bånd imellem dem – mor – datter mener jeg. Der er så også bånd imellem Silja og Dexter – selvom de ikke er i familie. De hygger sig sammen og har fået tilnavnet “pensionisterne” – hvem skulle have troet det om den gule?

Jeg kopierede det her billede fra FB, så man kan se, at der er noget om snakken. Silja er let at kende og den sorte er Lærkes halvbror Dexter.

/6 Comments/by
Teas spor GPS.

Pinsesol og sommer.

Ikke ligefrem en genial overskrift, det indrømmer jeg med det samme;-), men ikke desto mindre, så er det det, der præger vores lille hundehus i de her dage. Vi laver ikke sååå meget, men lidt bliver det da til, og lige om lidt, så laver jeg en masse, for der skal rettes afgangsprøver i matematik nu;-).

I torsdags var vi i Randbøl for at gå spor, som – Peter med Brown Hunts Dusty havde lavet til os onsdag. Det har været virkeligt givende at have fælles sportræning de to gange, som det er blivet til i anledning af NM. Jeg håber, at det er noget, som kan fortsætte ind imellem også i fremtiden. Det er også super hyggeligt, og da spor dybest set er en meget “lonely rider” – agtig hundesport, så har det været en meget positiv oplevelse at være en del NM-teamet.

Tjek lige det her billede. Tea gik med  GPS, og Peter har s.. styr på det med den GPS, og hvad man kan få ud af den. Det røde er det spor, der er lagt og det gule er det, som Tea gik. Dog med en indbyggede satellitforskydninger.

Sporet var 1200m, det tog 38,42 minutter at udrede det. Der var to finske wiedergange og 5 sårlejer. Tea gik 2000m spor, hvilket lyder af meget, men det er faktisk ret effektivt – Tea spilder ikke unødig energi kan man sige.  Der hvor jeg synes, at vi er for ringe, er helt klart ved en grusvej, hvor sporet knækker på den side af vejen, som vi kommer til den. Det giver en masse “ruskum-snusk” for at sige det mildt vaden rundt over vejen og tilbage igen osv. inden Tea endelig beslutter sig for, hvor det er. Tea er på det tidspunkt noget brugt, for solen bager og det er s… varmt. Det hjælper dog, da vi kommer ind på et noget fugtigere terræn, så er færtforholdene bedre. Altså jeg er meget tilfreds med hendes indsats, det skal ikke forstås som om, at hun ikke var god, det var hun, men jeg er samtidigt nødt til at bruge sådan et spor konstruktivt i min videre træning.

Det er en større kunst at løse et knæk lige inden en grusvej end lige bagefter for vores vetrænede hunde. Det er helt normalt, men jeg har aldrig tænkt over det før nu. Jeg – og andre tror jeg nok, træner dem i at gå over vejen og tage spor op, det er jo helt normalt, at de skal det på en prøve. Langs med vejen på samme side er noget nyt, og det er da noget, som jeg vil putte ind med mellemrum fra nu af. Sårlejerne gik fint, hun gravede ikke, men hun markerede dem – og så gik hun videre. Perfekt i forhold til den finske prøve, hvor de skal markeres, men hvor vi ikke må snakke med hundene eller belønne dem på sporet. Tea markerede forresten et 10 dage gammelt sårleje i begyndelsen af sporet. Peter genkendte et, som han havde lavet for små to uger siden – utroligt. Jeg tror, at de kan så meget mere med deres snude end vi tror, og vi kan sagtens øge antallet af timer/døgn deres spor ligger, det var der et godt bevis for må man sige.

Ellers har den stået på gåtur/svømmetur ved Dallund Sø for de to sorte. Det er en måde at bevare en god kondition på, for de skal altså arbejde ret hårdt, når de svømmer. Christian optog Tea igår ned ved søen – på video på sin smartphone. Hvordan jeg får det på hjemmesiden, det må vi så de på – på sigt;-).

Så er der gjort klar til finsk i dansk blandingsskov. Stort fedt sårleje til at starte med og denne gang med elgblod. Jeg laver et par korte spor med “momenter” på. Her er to finske wiedergange og 4 sårlejer, som skal markeres og bliver belønnet. Vi mister point, hvis vi går henover dem, så jeg er noget fokuseret på, at holde “sårleje-energien” helt i top.

Det kan man gøre ved at grave kattemad ned i sårlejet. (Jævnfør Pia Rix). Det virker skal jeg hilse og sige;-). Her et sårleje i tør gran. Det bliver selvfølgelig dækket over og så kommer der blod på svampen som så tværes lidt rundt oveni lejet.

De følgende sårlejer var i blandingsskov og i lidt bregnebevoksning. Finsk tundra – eller hvad der nu er, det kan jeg altså ikke konkurrere med.

 

Se dem engang – græsæderne. De gnasker simpelthen så meget græs. Det må jo smage godt og passe til deres uendelige appetit:-).

 

Lærke til venstre og Tea til højre. Uhmmm … det smager bare godt;-).

 

 

 

/2 Comments/by