Uheldige Diva
Det tager sin tid at komme igennem herfra Sydfrankrig – altså gennem campinpladsens wifi. Jeg er taknemmelig for, at jeg ikke skal bruge det til noget virkeligt nødvendig – klippe i artikler og sætte ind i dokumenter osv. Det glæder jeg mig til at komme hjem til – noget, der virker:-). Jeg kan ikke engang komme på Nettet gennem min Ipad – eller overføre bøger til min Kindle. Jeg læser jo pokkers meget på sådan en ferie, men har da heldigvis et par gode gammeldags bøger med;-).
Diva har skåret sin pote hernede i lørdags:-/. Hun springer ud i vandet og lander på en spids sten vil jeg tro – øv øv. Det gik ikke ud over trædepuden, men lige op over, hvor huden er ret tynd, der fik hun en ret dyb flænge. Det kan jo være svært at bedømme, om der er noget, der sidder “derinde”, men det ser ikke sådan ud.
Jeg har renset og forbundet det, og holdt på den måde holdt det tørt og rent, og så tog jeg en tur omkring den lokale dyrlæge igår – for en sikkerheds skyld og for at få antibiotika.
Det så fint ud såret sagde hun – og nu får hun antibiotika, så nu er jeg mere tryg og rolig. Diva finder sig fint i at gå med forbinding og ligger helt roligt, når jeg laver en ny. I alle de underlige og anderledes situationer man kommer i på en ferie, lærer man så ung en hund rigtigt godt at kende. Det er meget krævende for hende at være “i byen” hele tiden. Det tager mere på Diva end på de to gamle og rutinerede feriehunde. Hun klarer det dog fint, og sover nu sin skønhedssøvn efter en gåtur ligesom dem.
Diva blev desværre også angrebet af en fastliggemøghund ned i Tyskland på den ene overnatning. Vi gik en sen runde på pladsen, en normal tysk plads, der har de mest smagløse fastliggerenheder, som man kan forestille sig. Sådan er det i Tyskland, jeg har aldrig set en plads uden små “villaer”. Ud af det blå eller snarere sorte mørke kom der en crayzkøter farende og gik lige på Diva, så hun skreg af angst. Den fik lige fat i hende, men der kom ikke hul denne her gang. Jeg tror, at det var helt tilfældigt, at det var hende – hun lyste i mørket måske – eller var forrest, men for h…. altså, at folk ikke tager deres skøre hunde i snor, jeg fatter det simpelthen ikke. Når Diva møder en hund, som hun ikke kender, så kaster hun sig ned for den. Hun går aldrig frem med trueadfærd, men hun har nu to dårlige erfaringer på lager, og jeg har ikke kunnet gøre noget for at forebygge det. Så vi reparerer igen. Det går også fint, og hun er glad, når hun ser andre hunde – på trods – heldigvis. Hun har leget med en brun labbepige på stranden, og hilst på en del hunde hernede, så hun virker som om, at alt er fint igen.
Jeg holder god afstand til ikke indhegnede grunde osv. man ved aldrig, hvad der kommer farende, og nu må det altså være nok med de dumme oplevelser.
Ellers har vi en god ferie og hygger os:-).
Lulu har været under strålerne, og jeg kan forestille mig, at der går en rum tid før der kommer svar på hundeweb på grund af ferie, men det er altså ved at være spændende med det D-kuld.
Ingen billeder, det er ikke muligt herfra.
Leave a Reply
Want to join the discussion?Feel free to contribute!