1 års fødselsdag og naturens stemme…

D-kuldet bliver 1 år idag d. 2. juli. Tillykke til alle de dejlige d-kuldsunger. Et kuld med masser af god energi og med meget positiv respons fra ejerne:-). Jeg håber, at alle får en rigtig god dag og en masse gode dage i fremtiden.

Diva kommer til at fejre sin dag her i Sydfrankrig, og  jeg har en bakke økologisk leverpostej med hjemmefra, til at gøre den ekstra god:-).

Jeg tog lidt billeder igår, og jeg synes faktisk, at der blev mange gode – det er måske lyset…jeg fortsætter selvfølgelig, og skal have kameraet med til Pont Du Gard, der ligger 10 minutters gang herfra – imponerende bygningsværk de gamle romere lige fik lavet der. Hundene har selvfølgelig badet ved Pont Du Gard, men jeg havde ikke kamera med, så det kommer der ikke billeder af i denne omgang.

Dagens lange gåtur ligger om morgen, der er temperaturen mest passende, men hvis der kommer lidt skyer, så går vi også om eftermiddagen –  det gjorde der igår.

“Naturens stemme” mødte vi i al sin enkelhed på en gåtur igår. Man kan godt grine bagefter, meeen for f…., hvor blev jeg forskrækket i det øjeblik, da den lød.

Der er et bjerg/skovområde lige ovre på den anden side af campingpladsen, og jeg har selvfølgelig gået der hver dag;-). Jeg har haft navigation på min telefon sat til, så jeg hele tiden vidste hvor campingpladsen lå i forhold til hvor jeg selv var, for det er ikke afmærkede stier, der er er derovre. Der er med jævne mellemrum en “afgrund” til den ene side, hvor jeg holder hundene i snor, og det er ikke meget let at gå på den måde, så jeg valgte en anden vej i går eftermiddags. Der går man i et ret bekvemt spor henimod en gammel viadukt, og her fortsatte vi så ind i skoven – en ny del af skoven. Der var sti, men den var fuldstændigt indesluttet af urskov – som i Hans og Grete, egentlig ret uhyggeligt, men jeg behøvede ikke at tænke på afgrunde, så hundene gik bare løse. Jeg havde kun Diva og Tea med, Lærke fik en tur med Erling, og det var jeg glad for bagefter..

Vi gik et godt stykke ind i Hans og Grete skoven, men pludselig lød der en grov og meget dyrisk og truende lyd inde fra skoven, og jeg så noget stort og brunt derinde. Jeg vil lige sige, at jeg ikke dvælede ved synet;),  jeg vendt om og kaldte på hundene og så løb jeg alt, hvad mine Meindlstøvler kunne trække tilbage af stien – og hundene løb med. Et vildsvin vil jeg tro, at det har været, og dem skal man ikke spøge med i de forkerte situationer. Så fandt jeg så ud af, at den vej nok ikke liiige kalder på en gentagelse;-).

Når jeg siger, at det var godt, at Lærke ikke var med, så er det fordi, at hun er så optaget af vildt som hun er. Det er altid Lærke, der vender på en tallerken og farer ind efter noget, som hun mener er derinde – eller lige har været. Så bliver hun ung og fyrig igen, og det var nok ikke lige det rette øjeblik at vise det igår f.eks.

Nå, vi kom hjem igen i god behold og pulsen kom op den dag, det skulle jo være så sundt;-).

Jeg har forsøgt at uploade nogle af de lækre billeder, men de fylder for meget til at stedets forbindelse synes det er en god idé. Hmm.. de må vente til jeg kommer hjem så.

 

Skriv en kommentar

*