En skrap k…… tænker flere tanker.

Det går lige lidt ud over “bloggen” – det med tankerne. Der er kommet en “pind” til tankerne på hjemmesiden, men bloggen kan udmærket tage imod dem, for den er jo næsten på stand by lige nu.

Denne gang tænker k…….. tanker om han eller tæve. Meget aktuelt for mig med mit kuld lige nu, men aktuelt for alle, der går med tanker om at anskaffe en hund – her er denne hund så en labrador. Tankerne her inkluderer  ikke racer som schæfer, dobberman, rottweiler osv., de kan nemlig ikke sammenlignes temperamentsmæssigt set.

Folk der i forvejen har en hund, bør vælge en hund af samme køn som hund nummer to – eller tre. Hvis man vil kaste sig ud i at have både og i sit hjem, så er det fordi man vil noget meget seriøst og har en hobby med sine hunde, og så ved man også, hvad det drejer sig om. Det er ikke dem, jeg tænker på her. Tankerne her sigter mest på kommende ejere af en familiehund.

Det er dem, der har bestemt sig for, at de gerne vil have en labrador, for de har set og hørt og læst om, at en labrador kan blive verdens bedste familiehund. Det er også rigtigt, og her er man godt på vej, for i en labrador har man meget forærende på forhånd, når det gælder uproblematisk temperament og samarbejdsvilje. Nu er det så bare at finde ud af, om det skal være en han eller en tæve – tror mange. Som hovedregel er det også sådan, meeen man skal kigge sig for alligevel, for labradorens flagskib – temperamentet er stærkt arveligt og det er ikke let at gennemskue udefra, det må handle om tillid.

Sådan her bør det være ifølge FCI racestandarden: “Den er intelligent, ivrig og villig til at adlyde, med et stærkt ønske om at behage. Dens væsen er venligt, uden antydning af aggressivitet eller ubegrundet
skyhed.”.

Det er labradorens inderste kerne, og her kan der ikke gås på kompromis efter min mening. Er det opfyldt, så falder alt det med han eller tæve helt til jorden, når det gælder en aktiv familiehund.

Sidste gang, at k…….. tænkte tanker og delte ud af dem på bloggen, der handlede de om, at man nøje skal overveje, om man har mulighed for at bruge 15 minutter af sin kostbare FB/SMS tid på at træne den hund, som man selv har anskaffet – eller vil til at anskaffe. Det skal lige fremæves her igen, for det har betydning i forhold til, hvordan man ser sig selv som hundeejer. Der er nemlig lige nu en tendens til, at tro at det er nemmest at have en tæve. Jeg kan ikke lade være med at studse lidt over “nemmest”, for skal det være nemt at have en hund – og hvor nemt skal det egentlig være? Efter min mening skal det nemlig ikke være nemt at have en hund pr. automatik. Det kan blive nemt med en vis indsats, men ikke uden en indsats. Man kan gøre sig fortjent til, at det kan blive nemt, men man må ikke være så naiv og tro, at det at være ejer af en tæve er en slags forsikring i forhold til et problemløst ejer/hund forhold.

Jeg er ikke indehaver af sandheden om det bedste valg for den enkelte familie, og der findes et utal af “sandheder” og “synsninger” om “han eller tæve”, men er ovenstående FCI racestandard opfyldt, så er en labradorhan altså lige så “nem” som en tæve.

Jeg har haft forespørgsler på tæver som familiehunde fordi det sagde dyrlægen! De havde ikke fået nogen forklaring, men det var vist noget med, at de var nemmest. Altså for f……., hvordan kan dyrlægen vide noget som helst om det? Har dyrlægen tjekket de linjer, der ligger bag de enkelte kuld, der kigges på måske?  Det tvivler jeg på. Når vi så tager skridtet videre så skal man også være sig bevidst om individuelle forskelle i kuldet. Der findes variationer mellem hvalpene og nogen af dem er langt længere fremme i skoen end de andre, og det er ikke dem, der bør vælges ud som førstegangsfamiliehundeprojekt.

Man skal som køber gøre sig klart, at man starter ud med det bedste kort på hånden ved at være åben i forhold til f.eks. både køn og farve. Jo større råderum en opdrætter – her jeg, har mulighed for at vælge ud fra, jo større er chancen for at lave det rette match.

Tilbage til det med det ene eller det andet køn. Er der da ikke ikke nogen generel forskel på hanner og tæver?

Når man ser bort fra individuelle variationer i et kuld, så vil en tæve tit være lidt mere selvstændig end en han. Lidt mere “jeg har nok i mig selv-agtig”, og “jeg kan godt tænke selv”.  En hanhund er ofte lidt mere en hyggefætter og fedtmulefyr, der bare gerne vil være familiens centrum. Lidt mere uselvstændig og lidt mere lalleglad.

Arbejdsmæssigt set, så er der altså ikke forskel, man kan opnå de samme resultater med han og tæve, det afhænger helt af indsatsen fra ejers side, når rette hvalp er udvalgt. Er man jæger eller prøvefreak, så er hanhunden altid til rådighed, det er der faktisk en del, der vælger efter i den sammenhæng.

Størrelsesmæssigt, så er hannerne ofte noget større og grovere bygget end tæverne, de er stærkere – en del stærkere, og det skal man da tænke ind, hvis man ikke kan kontrolere sin hund, når der kommer en kat f.eks.

Når det gælder det hormonelle, så er en voksen hanhund altid parat til “det sjove” om muligheden er tilstede.

Man skal gøre sin hanhund den tjeneste, at han ikke omgås løbske tæver, for det er ikke sjovt, når der alligevel ikke skal komme noget ud af det. Efter min mening er det et overdrevet problem, det med at hanner strejfer efter løbske tæver. En indhegnet have og en ordentligt aktiveret hund har ikke samme trang til at gå tur, som en understimuleret. Den ene hanhund jeg har haft – Felix gik aldrig ud over matriklen på egen hånd. Han kunne sagtens, men den slags gjorde han bare ikke. Ligesom han aldrig huggede fra køkkenbordet – eller lagde sig i menneskesofaen. Underforstået, mine tæver er noget mere fantasifulde, og fantasien er stigende med alderen;-).

Hanhunden letter ben, når han er kønsmoden, og det er så hans måde at tisse på og markere sit territorie på. En hanhund, der har lært at gå på plads (husk stadig de 15 minutter), han kan sagtens gå ned gennem byen uden at lette ben op ad hver pæl på vejen. Han skal selvfølgelig have tisset af inden, men det er udelukkende et træningsspørgsmål.

Så er der det meget brugte ord “dominans”. Det burde have et  afsnit for sig selv, men ikke i vores race – eller i mine linjer. Temperamentet er jo beskrevet herover, og man er nødt til at have det gode temperament, hvis hundene skal kunne arbejde side om side på jagt eller prøve i et frit søg. De skal ikke bruge deres energi på at slås med hinanden eller om fasanen.

Den mest misforståede fortolkning af ordet er, når nogen har så høje tanker om en hund, at den kan tælle – og især hanhunde kan tælle åbenbart. 1,2,3,4 og jeg er så nummer 5 i flokken. Come on.., det er altså for langt ude. En labrador prøver altså ikke at tage nogen magt fra nogen mennesker – heller ikke en hanhund, det har de slet ikke hjerne til. En labrador vil gerne være en god hund, men den skal altså også have at vide hvordan den er det, og her kommer de 15 minutter plus det løse ind. Husk det nu – egen indsats er alfa og omega.

Både han og tæve kan være mere eller mindre stærke i psyken, men det er ikke kønsbestemt, og det må beskrives en anden gang.

Tævens løbetid lever man med som tæveejer, og som ejer af en stor hund som labrador, så kan jeg garantere for, at det opdages om hun er i løbetid. Jeg har flere tæver, og jeg vasker gulv mange mange gange undervejs i den periode. Derudover sætter der sig spor på paneler, dørkarme og køkkenskabe;-). Om tæven er uligevægtig i den periode, det er individuelt, jeg synes, at mine er rimeligt normale, dog kan de blive ret fjollede sammen, og synes, at hinanden er nogle dejlige piger, men det kommer der jo ikke noget ud af;-).

At tæven skal isoleres fra hanhunde i den periode – og træningspladser, det siger vist sig selv.

Egentlig ved jeg da ikke, hvor skrappe de har tanker er. Kan være, at jeg reviderer dem inden de lander under pinden, men afslutningsvist, så vil jeg sige, at det handler mest om at ville sin hund på den gode måde – langt mere end det handler om han eller tæve:-).