Hjemvendt fra skitur med 9. klasse. Den bedste lejrtur jeg nogensinde har været på. Det var super sjovt at stå på ski, det kan jeg godt blive lidt småafhængig af – pokkers, at det er så dyrt som det er. Hundene overlevede;-), men det var dejligt at se dem igen, og lille Diva gik i r…. af mig hele fredag og lørdag – indtil hun havde forstået, at jeg blev hjemme nu. Desværre er jeg blevet syg her i weekenden, det går bedre nu, men jeg er ikke på toppen, så mit aktivitetsniveau med hundene har heddet de nødvendige gåture de sidste par dage…

Overskriften hentyder ikke til mit eget hundehus, den hentyder til Maria og Jens´hundehus i Gadbjerg, og den starter på en måde natten til mandag, hvor jeg bliver ringet op af en bange og grædende Maria, der siger, at et eller andet er riv rav ruskende galt med Silja.

Silja opførte sig som en hund med hundegalskab. Hun havde fråde om munden skreg og krampede og efter noget tid, gik anfaldet over i næste fase, hvor hun var angst, snerrede og gjorde udfald mod Jens, der forsøgte at nærme sig hende.

Efter en halv times tid, kunne han komme til hende med godbider, og hun genkendte ham igen. Silja var på det tidspunkt smurt ind i sin egen urin og afføring og fuldstændigt udmattet.

Mit bud var epilepsi, og det var også vagtdyrlægens bud. Næste dag var det til dyrlæge med hende, og her blev diagnosen epilepsi stillet, og de fik snakket om muligheden for medicinsk behandling.

Det anfald hun har haft har været meget voldsomt og langvarrigt, men det giver meget god mening, at det kommer, for der har været optræk til det længe, men ingen har været klar over, hvad der har været galt.

Silja har altid været lidt speciel, men inden for det sidste halve års tid har hun haft adfærdforstyrrelser, som der har været svære at forklare. Maria har flere gange nævnt, at Silja opfører sig underligt: Hun kan sidde og stirre lige ind i en væg i længere tid – eller ned i gulvet – helt tom i blikket, det er jo i sig selv ret uskyldigt, men det har hun ikke gjort før. Det er meget sandsynligt, at det er absencer i forbindelse med hendes sygdom, der har givet det den “stirren”.

Hun har gøet uden grund – også mod en væg f.eks.

Hun har gøet og faret frem mod både Jens og Maria som om hun er blevet overrasket over, at de lige kom – og havde glemt, hvem de var selvom de har været i huset hele tiden. De dyrlæger, som de har snakket med har sagt, at det sagtens kan være små anfald, der har givet den afvigende adfærd. Jens har sagt, at “det er som om, at hun ikke kan se nogen gange” , og han har også sagt, at han tror, at der “er et eller andet med hende”.

Jeg har lyttet og undret mig, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare, men nu har vi altså en forklaring – det giver mening nu.

Vi har haft mange mange telefonsamtaler og beskeder sammen de sidste par døgn. Tvivl om den rigtige handling i det her, for en ting er sikkert, symptomerne skal stoppes, og det at hun har aggression i enden af sit voldsomme anfald, og det at hun springer frem mod Maria og Jens i “blindhed” i de små anfald, det skal holde fuldstændigt op. Det er ikke foreneligt med et godt familie eller hundeliv.

Man skal være tryg sammen, og lille Silke skal kunne være på gulvet med hundene helt uden, at man skal være nervøs for, at en hund får et anfald – stort eller småt.

Silja skal have kvalitet i sit liv, og hun skal kunne være alene i bilen med Gimle og sove sammen med Gimle – uden man skal være nervøs for noget overhovedet. Grundlæggende så vil Maria og Jens bare gerne have deres gamle Silja igen – om muligt.

Som sædvanligt så må Gert lige ind over. Det ender altid sådan – først til en akutdyrlæge og så til Gert;-). Han er kompetent og saglig, og vi stoler på ham på alle planer. Så Silja har været i Brenderup idag, og startet behandling mod sin sygdom pr. dags dato. Behandlingen sættes igang med det samme grundet anfaldets voldsomhed, længde og karakter og de småanfald/adfærdsændringer, der har været.  Gert er fortrøstningfuld i forhold til effekten, og han er også helt klar i sin udmelding om, at det skal virke – og adfærdsændringerne  skal stoppe helt.

Vi ved godt, at der er bivirkninger ved medicinen, men det tæller ikke i et regnskab, hvor det er livet der står på spil.

Silja skal have tid til at vænne sig til medicinen, og det kan tage lidt tid. Vi håber så meget, at hun kommer tilbage og er 100% sig selv igen. Det var en afklaret og lettet Maria jeg havde i telefonen sidst på eftermiddagen. Nu er det bare at vente på effekten. Silja har været træt og udkørt og faktisk sig selv idag:-).

Billedet her er næsten 2 år gammelt – træning på det militære område i Tarup, og er taget længe før, at Silja fik sin sygdom.