Vi har været til afprøvningstræning hos Marianne i dag – Tea og Diva og jeg. Det var tilrettelagt fuldstændigt som en prøve med skytte og kastere og dommere. Inden middag var alle 12 ekvipager til “afprøvning” og efter middag kunne man så følge op på det, der gik galt undervejs, hvis der da var noget, der ikke gik efter planen.
Vi trak numre og jeg trak nummer 5 og 9. Jeg tog Tea først, og det var super godt for mig, at komme igennem det hele – uden, at det var en rigtig prøve. Tea nyder det jo, hun elsker det simpelthen, og hun gør det hun skal. Jeg kan stole på hende, og jeg bruger hende til at få noget “prøverutine” med. Det er win win for Tea og mig. Jeg dæmpede mig i forhold til sidste gang til C prøven, og Tea fik en 1.pr. med fin kritik herunder “roligt ført” – det er virkeligt et skridt frem for mig, at få de ord med på vejen. Jeg overvejer en B – prøve med hende – bare for sjov.
Så kom vi til min lille knallert – Diva – prøvens festligste indslag. Nu da det var en prøve prøve, så havde vi lidt andre muligheder end man normalt har. Dvs. jeg aftalte på forhånd, at hun ikke skulle have succes med sin knallertstil. Hvis hun gik før tid, så skulle hun hentes hjem igen, og hun skulle ikke kunne nå at samle fuglen op.
Diva kan godt løse sine opgaver, jeg skal bare lære at løse min i forhold til Diva – så simpelt og alligevel ikke sådan bare lige.
Hun var rigtigt godt på, da vi gik ind, og da hun havde fået snoren af, så synes hun lige så godt, at vi kunne komme i gang, så hun vendte sig om og snuppede en due, der var lagt til side bagved. Lidt opvarmning er vel på sin plads;-). Underholdningen for dem der sad ved ventelinjen var godt i gang:-)).
I forhold til de to landmarkeringer, så fik jeg lidt motion – og de var lange skal jeg hilse og sige og – terrænet godt knoldet:-)). Nå, men det er jo sundt at bevæge sig, og hun fik faktisk hentet duerne på “genstarten” og uden at knalde i anden omgang.
Skud og vildt gør noget ved hundene, det tænder instinkterne og man finder først ud af, hvor “lydig” hunden er, når man prøver at gå til markprøve med dem. Det er min påstand.
Hvis man ser bort fra genstarterne, så arbejdede Diva til en 2.pr. i dag, og Følgende kritik “En glad og ivrig hund, der løser opgaverne”.
Jeg smiler faktisk endnu over dagen – også af Divas “opvisning”. Vi er på vej, og jeg er ved at finde ud af, hvad jeg skal arbejde med – mest af alt mig selv;-).
På fredag skal Diva og Tea have en omgang træning – og Anna, Selma og Saga skal starte på et lille eksklusivt hold derovre også – det bliver da sjovt og hyggeligt.
Anna har kedet sig lidt i dag. Erling har passet hende og Lærke, men han syntes altså, at hun havde kedet sig lidt. Inden jeg tog afsted fik hun lidt baljetræning, da jeg kom hjem kørte vi i skoven og gik et spor. Her til aften blev hun trænet i fri ved fod og markering. Så nu sover hun altså:-).