Der blæses over det faldne dyr, og Tea nyder sin kattemad.

Jeg er meget taknemmelig for de billeder, som Anette Lauersen, der var prøveleder på prøven i Randbøl har taget af Tea og mig på sporprøverne, som jeg har deltaget i dernede. Det er anden gang, jeg har gået sporprøve dernede og nu har jeg foreløbigt smidt dem ind under “blandet” i galleriet. Anette kan bare det der, med at fange momentet. Nu har jeg jo haft min nye hjemmeside lidt tid, og jeg vil have Christian til at vise mig, hvordan man laver gallerier i dem, der er der i forvejen. En lille smule udvikling er jo godt i ny og næ;-).

Det er nu blevet til fem 1.pr. for Tea og mig på 40 timers og én 2.pr. Vi holder lige en kort pause i prøverne nu, men fra midt i maj går det løs med den noget anderledes træning til de finske spor. Linen her må f.eks. kun være 6m lang, og sporet laves med en svamp vædet i blod. Der er blodophold på sporet, det bruger de også i Norge og Sverige, men her i Danmark vil vi gerne undgå det, for vi ønsker ikke, at de går på “stifinderfod”. Tea har egentlig aldrig vist, at der er blodophold, og jeg tror ikke, at det bliver det, der vil volde problemer for os i Finland – selvom man jo aldrig kan vide. Det er jo ikke til at vide, da jeg er helt uden erfaring i finske spor, men jeg kan da træne hende i at markere hvert et sårleje vi møder, for det bliver vægtet højt deroppe.

Jeg ser frem til at begynde med noget nyt og anderledes – og det tror jeg også Tea gør:-).

Jeg har snakket med Jespers nye ejer idag, og vi aftalte at snakke sammen om en uges tid. Han må ikke bruge sin arm ret meget endnu, og det er fint, at han kommer lidt mere ovenpå inden han får en aktiv Jesper hjem til Kosterslev.

Et enkelt spor med blandede momenter har vi gået idag og der bliver et på torsdag, og så tager vi lige en slapper et par dage…..;-).

Træning i april - Jesper:-).

Vi var på stranden en tur med alle hundene inden vi skulle have Silja vaccineret. Det elsker de, og det er ikke noget, som vi gør alt for tit. Bagefter var der retrievertræning, og der fik jeg et par gode billeder i kassen. Ikke lige skarpe allesammen men søde:-).

 

Jesper i returløb. Han hyggede sig vældigt idag. Både strandtur og træning.

Så kom der gang i den gule. Skud og vand:-). Så bliver det ikke bedre;-). Hun havde jo ellers været en lille smule “off”, da hun kun lige er gået ud af løbetiden, men vandapportering, det er altid et hit.

Aflevering til hånd. Vi er dog ret tæt på vandkanten, men det kan trænes op, at den kan modtages længere oppe på land. De klarer det meget flot – det gyldne team.

Så gives der gode råd af træner Kurt Eriksen. Bagefter var der frit søg med vildt, og Silja fandt fuglene og afleverede dem til Maria, der fik sin debut ud i at modtage sådan nogle;-). Det gik super godt.

 

 

 

 

Jesper drøner snart videre ud i verden.

Dagens rigtigt gode nyhed må være, at Jesper idag har fået sin helt egen nye familie. Han flytter først om lidt tid, for hans nye far skal liiige opereres i skulderen i morgen, men når han ellers er nogenlunde fit igen, så kommer de og henter ham. Jesper skal bo hos et ældre ægtepar, der har haft labrador i mange år og som bor her i lokalområdet. De kom og hilste på ham idag og fik ham med hjem et par timer. Her opførte han sig så eksemplarisk, så der kun kunne komme en udgang på det besøg:-). Begge Jespers nye forældre er pensionister, så der er masser af tid til den søde og glade dreng:-).

Ellers går tingene “as usual”. Vi går ture og træner lidt, og Tea og jeg bruger en del tid på spor. Nu går vi så ind i en periode med prøver, så det med mine egne spor bliver ikke så meget i den kommende tid, og det er også fint nok, for Tea vil have fremmed blod;-).

Tirsdag smutter Maria og jeg og alle hundene en tur til Brenderup, hvor Silja skal vaccineres. Det betyder en strandtur som luftetur og en hyggetur for Maria og mig. Om aftenen er Silja parat til en omgang retrievertræning igen, for løbetiden er ved at være overstået for hende og Tea – dejligt, for gulvkluden trænger til at holde lidt fri;-).

Jesper skal nok holde gang i sine nye ejere:-). Der er masser af fart over ham, og han er super god til at komme, når man kalder:-). Tjek lige de to sorte, de er mere optagede af – tja… det ved jeg ikke, men Jesper kommer:-).

Det er Tea, der henter pinden, men de andre vil altså have en bid af “kagen”.