Den evige vinter
Der er vel ikke andet at sige om denne her marts måned end at vinteren bare bliver hængende. Tea og Lærke er dog godt tilfredse med sne og kulde, og de havde en dejlig tur i skoven her i eftermiddag – inklusive lidt træning. Det er sjovt at se, som de længes efter brændeovnen, når de kommer ind fra kulden. Vi har gitter mellem køkken og stue, og der står de og tripper, når de kommer ind og så styrter de ind og smækker sig ned foran den, når der er ild i den. De ligger gerne i ske, og man må formode, at de så sparer lidt varme op til næste tur ud i kulden. De tilbringer også en del tid i bilen – ikke hver dag – men tit. Der ligger de også og varmer hinanden – inderst – væk fra døren.
De plejer at sove i bryggerset, det er ikke opvarmet, men de kan sagtens sove der alligevel. De ligger bare så godt og flyder i sofaen om aftenen, at de får lov til at sove i stuen lige nu, jeg nænner ikke at smide dem ud i “kulden” lige nu. Jeg har jo ikke en hvalp eller unghund, der splitter mit indbo ad eller ikke er helt tæt om natten, så de to tanter er altså krøbet ind i stuen pt.
Det eneste positive ved alt den kulde er, at vi undgår beskidte poter i huset 🙂
Haha:-). Jeg giver dig helt ret.