En tur til Sjælland

Hele den fynske hundefamilie fulgte Cassie hjem i går. Jeg var lidt spændt på, hvad Anna ville sige til bilturen, men den gik over al forventning. Hun sov bare. Cassie er glad for at være hjemme igen, og vidste godt, at hun skulle blive, da jeg skulle køre igen – jeg kunne bare køre, hun var der, hvor hun ville være nu.

Inden jeg kørte havde vi gået tur og hygget hos Pia – virkeligt hygget:-). Kato kom på besøg, og Anna og ham fik leget godt igennem, det var godt nok sødt at se, som de bare kendte hinanden på stedet. Han blev også rigtigt glad for at se mig – og omvendt.

Begge hvalpe fik den allersidste pattetår hos Cassie – altså, hun har en engels tålmodighed med sine børn.

Nu er vi så ved at være der, hvor der er plads til et almindeligt hundeliv for de andre hunde også. Jeg fik trænet Tea og Diva i dag . Jeg bruger Tea til at provokere Diva med, det er sundt for Diva, at det ikke er hende hele tiden, og jeg har fokus på, at hun skal blive siddende, når Tea bliver sendt.

Vi starter med at gå til træning igen midt i februar, men jeg ved godt, hvad vi kan arbejde med indtil da, så vi kan lige så godt gå igang.

Jeg skal også finde noget hvalpemotivation til Anna, men jeg trækker den lige et par uger endnu. 3 måneders alderen tænker jeg er passende.

Indtil da, så er det daglig prægning med gode oplevelser ud ad huset og kontaktøvelser. Linnea og jeg har også trænet indkald med hende idag, det synes hun var mega sjovt.

Indtil videre, så får jeg kun god respons fra de små fra E-kuldet, og jeg er også lykkelig for min Anna.

Hun er virkeligt sød. Bare nem og glad. Hun er en hvalp, så hun bider i alt det, som hun lige får lyst til at sætte de små sylespidse tænder i. Hun skal ud hver 15. minut, og hun har meget aktive perioder, hvor man ligesom bare er nødt til at holde øje med hende osv. Heldigvis for så glad og livlig en hvalp. Jeg ville s.. være bekymret, hvis hun var ked af det og passiv;-). Hvis hun ikke bed i mine stoleben og smagte på dørkarmen – altså, det er ikke meningen, at man bare sætter sig til at spise, når man har en labradorhvalp. De vågner altid, når bordet er dækket, og så skal de ud og så skal de alt muligt. Det kan være, at jeg når at smide lidt af de ekstra kilo, som jeg altid gerne vil af med, nu når jeg har fået Anna:-)).

Får hun så lov til at bide i alt det hun har lyst til … hehe, det gør hun jo ikke rigtigt. Jeg skælder ikke ud, det hjælper ikke, det bliver de bare forvirrede af. Jeg afbryder det, hvis det der gnaves i ikke må gnaves i. Mine gamle sutsko eller Erlings klip klapper, dem må hun gerne gnaske i, de giver ikke anledning til øget energiforbrug fra min side af.

Mine spisestuestole, dem vil jeg egentlig gerne bevare intakte, så hvis hun smager på dem, så afbryder jeg det ved at rasle med hendes legetøjskasse eller gøre noget legetøj spændende – eller måske bare flytte hende. Det virker hver gang, og jeg har altså tre voksne hunde, der alle er kommet over det stadium.

Jeg skal så lige nævne, at alt der ligger på gulvet, det må hun tage – sådan er reglerne her i huset. Sko og andre fristelser er hævet over “hundeniveau”.

Ellers bruger vi tid på at nusse og kramme lille Anna og nyde hende – simpelthen.

En rolig stund lige inden, at hun skal til at sove tænker jeg.

Jeg fangede lige det her scenarie. Det er da ikke meget plads der er til overs til Anna, når Tea og Lærke fylder kurven ud. Det så altså bare sjovt ud:-).