Lidt mere at huske på inden den lille ny kommer hjem.
Inden hvalpen ankommer, er det en god idé at undersøge, hvor man skal gå til træning med den. Der er hvalpehold hos DRK, DKK og DCH. Der kan også være private trænere eller dyreklinikker, der har hvalpehold. Det handler først og fremmest om at skabe kontakt til hvalpen – også når der er andre hvalpe, og det får man mulighed for at afprøve på hvalpehold. Jeg vil ikke skrive en masse om træning, mine købere kan få råd og træning her hos mig, men til træning skal en hvalp/hund, så find ud af hvor. Husk ingen “bunkeleg”, det er en helt misforstået form for socialisering, der bruges som en “sjov” pause for hvalpene. Jeg kan gå helt i selvsving over den aktivitet, så jeg stopper her, men please ikke ødelægge jeres hvalp ved at lade den lege med en masse andre på en gang. Kortvarig leg med en eller to jævnbyrdige et par gange om ugen er fint. Brug jeres egen sunde fornuft og dømmekraft, det er desværre en jungle at bevæge sig ud i det med træning, men I er nødt til at gøre det alligevel.
Et lille appendiks til træning er, at dummier (som man f.eks. kan købe på “dummieshoppen”) ikke er legetøj for en hvalp. Den eller de bruges kun i træningsøjemed, og de må aldrig muntre sig med dem alene, da de så mister deres status af at være et helt særlig privillegie at få lov til at hente.
Forsikring i form af ansvars og sygeforsikring. Google det, der er flere muligheder. Jeg bruger Dyrekassen Danmark, og det er jeg godt tilfreds med.
Gør jeres have hundesikker. Dvs. ingen smuthuller ud og måske bare et lille område til at komme ud og tisse på i den mørke tid. Det er ikke sjovt, hvis en sort hvalp går på opdagelse i en stor have midt om natten.
Man kan have stor glæde af et børnegitter eller to placeret, så den lille ikke nødvendigvis har adgang til hele huset hele tiden.
Man kan også have glæde af en skohylde oppe under loftet – (bare et godt råd).;-).
Om der kommer flere praktiske råd, det må tiden vise, men ellers snakker vi jo sammen meget snart, når jeg ringer om, hvilken hvalp, der skal hjem til jer:-).
Leave a Reply
Want to join the discussion?Feel free to contribute!