Tea deltog i Nordisk mesterskab i vildtspor for retrievere d. 10. juni i Padasjoki i Finland. Her opnåede Tea 48 ud af 50 mulige point. Der skulle 40 point til en 1.pr. så da Tea er champion i de andre nordiske lande er hun hermed blevet finsk vildtsporschampion.:-))).
Tea og jeg skulle gå spor nummer 15. Da vi var tre om én bil, så skulle der lige styr på transporten, da lodtrækningen om sporene gik sådan, at vi kom på hver vores hold og skulle i hver vores retning. Jeg kunne køre med min guide (stifinder). Alle hundene blev skudtestede inden sporet. De skulle bindes til et træ i skoven iført sporliner, og så blev der skudt, og her skulle de vise, at de ikke blev bange. Den gik fint for Tea og for alle andre deltagende hunde – såvidt jeg ved.
Vi kørte ad h…. til ind/op i skoven, og da det blev vores tur, så fik Tea anvist anskudssted og det markerede hun fint ved at skrabe i det. Det er meningen, at man skal bruge tid i anskudsstedet med hunden, man må ikke bare styrte afsted.
Derfra gik det i bogstaveligste forstand over stok og sten. Gennem sumpe og granner og den massive mængde af myg. Det var et meget svært tilgængeligt terræn for de tobenede, men den firbenede var helt i sit es. Alle 4 sårlejer blev markerede:-), og kloven blev fundet på 23 minutter. Sporet var 1200 m langt og 20 timer gammelt. Når hun markerede sårlejerne, så sagde dommeren “great”, men ellers kunne vi ikke snakke sammen. Jeg havde også mere end rigeligt i at skulle styre linen og tjekke terrænet. Man må i øvrigt ikke sige et ord til sin hund på det finske spor. Man skal følge den hele tiden, de interesserer sig kun for hundens selvstændige arbejde, så man må ikke gribe ind og korrigere noget som helst. Det havde jeg nu heller ikke brug for. Guiden var meget forpustet bagefter, og han sagde til mig, at han havde tabt sin gummistøvle tre gange undervejs på sporet;-), så jeg kunne nok gætte mig til, at et lidt lavere tempo havde været bedre, men sådan ville Tea det ikke på dagen, hun ville bare fremad mod “dyret”.
Dommer Koskinen Rauno, der var hovedommer på prøven gav Tea 48 ud af 50 mulige point. Kritikken blev givet på finsk, så jeg forstod desværre ikke et ord, men jeg tror, at det med gummistøvlerne blev nævnt, for der blev grinet lidt, da han fortalte om vores præstation.
Det eneste jeg forstod var “perfect”, og så er det vel godt nok;-). Der er dog lavet en samlet konklusion på engelsk af præstationen, og den kommer her:
” Instructed tracking start. Speed is today rapid. All parts of track are done accurately, only two small checks outside of the track. All rest places are marked very well by stopping and checking for a moment. Corners: 1st. (where non-blooded area) is solved by making a ring and eventually by following footsteps, 2nd solved with a small check outside of the track, 3rd very accurately. Dog goes to the deer leg directly, sniffs it and stays. With this handler and dog I would go real life wounded animal tracking at any time”.
Tea og jeg takker for den fine kritik. Det sidste med, at han ville bruge os til rigtige eftersøgninger er da den ultimative kritik at få. Det er jo kernen i at gå vildtspor, at hundene viser, at de har evnerne til at forfølge et såret dyr. Jeg er meget meget glad for denne her kritik og for den store oplevelse det var endelig at prøve at gå spor i Finland:-).
Resultater fra prøven kan ses her: http://snjfi.asiakkaat.sigmatic.fi/keskustelu/viewtopic.php?f=28&t=20843
Tea og mig efter prøven i Padasjoki:-).
