Lørdagsfasaner
Jeg blev lidt overrasket i går aftes, da Ejler (der har Diesel fra A-kuldet) stod med to friskskudte fasaner til mig. Rigtigt fine var de – meget finere end dem vi møder på prøverne. Så i fryseren med den ene, og så selvfølgelig træning med den anden i dag. Den ligger så i fryseren nu også.
Vi trænede “lige ud” og “back”- Anna og jeg – tror ca 100m, og det er mega fint, at det er sådan en lækker sag, der ligger derude. Anna går nu også fint på dummyer, men fugle giver så ekstra motivation oven i den ellers ret store motivation hun har i forvejen.
Tea noget af det samme. Tea er til gengæld meget meget mere tændt, når der er fjer på. Så jeg tror faktisk, at det er fint at tage en fugl nogen gange, når der skal trænes noget der er lidt svært. Hun kunne nemlig gå på tværs i en skov uden noget problem – fuglen trak rigtigt meget.
“Natural borne retriever” – min fantastiske unge træningspartner. Altid parat og altid fuld fart.
En gave at have Anna, der på altid stikker sin store pote i min hånd og går med, når jeg siger “kom – vil du det her med mig”?
Nu er jeg måske en type, der lever et lidt ekstremt hundeliv – det ved jeg godt. Men når det så er sagt, så undrer jeg mig over, at der er mange, der ikke rækker hånden frem til deres hund og spørger, om den vil være med til at vise, hvad den er god til.
Jeg har svært ved at forstå, at man ønsker en virtuos i sin familie, men den virtuose må ikke spille på et instrument – måske må den gerne noget andet, som man selv hygger sig med, men spille – nej, det er for krævende for familien. Eller en elitefodboldspiller i familien, det ville da også være lidt lækkert, men en bold og mulighed for træning, det er ikke lige noget for familen. Så hellere gå en lille tur på de fine ben.
Jeg skal ikke være dommer over, hvad der er et godt hundeliv, men udgangspunktet for at godt samliv med en labrador kunne jo være, at man gav plads til at den faktisk er et individ med behov for at arbejde, og at den bliver mega glad og velafbalanceret, når den får lov til at lave bare lidt, der skaber mening for den. Hvem vil ikke gerne have en velafbalanceret hund?
Man undres gang på gang. Før hunden kommer indenfor døren er der ingen grænser for hvad folk kan og vil. Så kommer hverdagen og så er der mange undskyldninger. Hvor længe skal vi bruge på træning? Hvor længe skal vi give guffer? Hvorfor kommer hunden ikke? Så er der dem som ikke indbyrdes kan blive enige om hunden – og træningsmetoder. Kig ind mod jer selv – hunden er præcis det vi ligger i den og intet andet. Nogen mener Cassie er en sød og nem hund, hvilket hun bestemt er – men der ligger bare på lydighedsdelen mere end 200 timer bag – og langt mere på apportering. At se sin hund arbejde og se det smil den får i øjnene er stort, og det lille smil gør at nogen af os bliver ved uanset hundens alder. Denne racen vil arbejde det er livet for den. Det er der desværre alt for mange der glemmer!
Og det er meget ærgerligt for både hund og ejer!