En tur til Brenderup…

Torsdag opdagede jeg, at Tea blødte bagtil, da jeg så hende bagfra på eftermiddagsgåturen. Jeg tjekkede selvfølgelig, og så et ret grimt dybt sår og i det hele taget så det ikke for normalt ud. Gert var ikke på arbejde torsdag, men fredag fik jeg tid, og Tea har en sygdom der hedder “perianal fistula”. Gert har aldrig set det hos en labrador før – kun hos schæferhunde. Tea er nu i behandling med bredspektret antibiotika, og vi skal derop om et par uger igen. Gert er optimistisk, så det prøver jeg også at være. Sygdommen kommer uforklarligt, som regel til middelaldrende og ældre hanhunde – hmm. kan godt se, at Tea er middelaldrende, men hun er hverken schæfer eller hanhund.

Den er ikke til at spøge med, den kan være meget svær at komme af med, og den kan udvikle sig autoimmunt, og så kan man jo selv forestille sig konsekvenserne….Dybe sår i lommer i vævet omkring endetarmen. Der kan dannes gange mellem de forskellige lommer osv. det er ikke til at holde ud at tænke på.

Jeg vil understrege, at Tea har det godt. Hun viser intet ubehag på nuværende tidspunkt, så hun lider altså ikke med det – viser i hvert tilfælde ikke tegn på at lide. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal tro og tænke. Det lykkelige ved hunde er, at de ikke har vores bekymringer. Jeg er seriøst bekymret, for det ser ikke en pind bedre ud end i fredags, men der skal nok også lidt længere tid med antibiotika.

Min soulmate – Tea.