En skrap …….. tanker.

Mine tanker har de sidste par dage kredset rundt om et lidt – efter min mening overset fænomen, når det gælder om at have hund. Lad mig med det samme sige, at det er en skrap kællings tanker, så kan man ikke tåle for meget af den slags – “sandheder”;-), så vil jeg anbefale, at man straks kaster sig over billederne af de små søde vapser, det er lettere tilgængeligt, og der risikerer man heller ikke, at blive konfronteret med noget, der muligvis kan bruges selvrefleksivt (jeg sagde muligvis, for dette er jo en advarsel). Det er ikke nogen hemmelighed for folk, der kender mig, at diplomatiet ikke er en medarbejder fattigere uden mig, og derudover så brænder jeg for mine hvalpe i en grad, der muligvis ikke ligger inden for normalområdet. Mine egne købere og jeg snakker meget om, hvad det vil sige at have en hvalpe og hvordan man gør det bedst muligt – alt efter behov selvfølgelig. Er det meget erfarne købere, så tager samtaler og vejledning en lidt anden drejning, der er jo ikke grund til at gentage noget, som er kendt viden. Dette er generelle tanker og sigter ikke på mine købere.

Når man gerne vil have en hund, så må man i første omgang gøre sig klart, at man af egen fri vilje træffer det valg at tage et nyt og fuldgyldigt familiemedlem inden for døren. Et familiemedlem, der i den grad laver om på hverdagen – især, hvis man ikke har andre hunde i familien.

Det er det bedste i verden at kunne udøve egen fri vilje, men her kommer så også forpligtelsen ind som en følgesvend. For det er en hund, og den har behov som er anderledes end menneskers, og de behov har den i et vist omfang i det mindste ret til at få opfyldt. Her tænker jeg ikke på mad og dyrlægehjælp og andre basale behov, for den slags går det som regel fint med at imødekomme. Jeg tænker på behovet for at have et godt hundeliv og hermed nøglen til et godt samliv med familien. De to ting gå uløseligt hånd i hånd. Jeg kan ikke definere præcist hvad et godt hundeliv er, for det kan være på mange måder, men jeg kan komme med min udlægning af det, hvor der er plads til variationer.

For at få etableret et godt samliv med hunden, så skal man vitterligt ønske at dele sit liv med den i de næste forhåbentligt 10- 12 år. Man skal være klar over, at man får en ven, der altid vil være der for en og altid forsøge at få så meget tid sammen med en som muligt. Hvilken uvurderlig gave – intet menneske vil levere samme trofasthed og ubetingede kærlighed. Der findes intet – eller ingen, der er så givende og kun givende som hunde.

Når jeg skriver kun givende, så kan man måske anfægte, at de tager tid også, og det er 100% sikkert, de tager tid og de skal tage tid, men det kan og bør være god tid, hvor man for styrket båndet til sin hund og f.eks. kommer meget ud i naturen.

Jeg er nødt til at gå udfra, at man ved, at en Labrador Retriever er en jagthund – og en glimrende familiehund. Med valget af jagthund kommer der den dimension på, at hunden har behov for at arbejde. Opfyldes dette behov ikke på den ene eller anden måde, så har man allerede glemt, at man af egen fri vilje valgte en hund af netop denne race;-). Så her kommer noget, som man skal tænke ind, der har enorm betydning for, om man får et godt samliv med hunden. En labrador vil så gerne arbejde, og den er som regel en gave at arbejde med, så alt er tilrettelagt gennem generationers avl, for den køber, der vil arbejde med sin hund.

Her er det, at man skal være helt ærlig overfor sig selv – og det er svært. Ønsket og drømmen kan let vinde over ærligheden på egne vegne, men man skal kæmpe kampen med sig selv og se, om man ikke kan lade ærligheden få førertrøjen på. Kan man give bar 15 minutters træning dagligt med lidt pauser  på dage, hvor det ikke passer? Er det muligt at trække de 15 minutter ud af den i forvejen overbookede FB/SMS/fjernsynstid? Har man tiden til, at lære sin hund, at det er sjovt at gå på plads på kortere strækninger på gåture? Det kan tage op til flere forpligttende minutter af en ellers afslappet gåtur nemlig. Minutter, hvor den uundværlige telefon (som jeg selv flittigt bruger), må ligge og rumstere for sig selv i lommen. Er man her så langt, så man kan se, at den slags nok ikke er til at overskue, så har man været ærlig, og det er en stor fordel at være det inden man anskaffer hunden, for så skal man ikke have hund! En god “Fatboy sækkestol”, der ikke fælder og som alligevel kan placeres foran brændeovenen, ville nok være et bedre valg. En kat kunne måske også gøre det, så slippe man i det mindste for træning og gåture – men ikke for fældning.

Den investering af tid, hvor vi ellers ville  FB/SMS/Fjernsyn i hunden er vejen til, at man kan få et rigtigt godt liv med sin labrador. Hvad man så skal lave i de 15 minutter og i de minutter her og der på gåturen, det får man vejldning til på gode træningspladser – eller her, hvis det altså er her, at man har købt sin hvalp. Som lærer kunne jeg have trang til, at overføre noget af problematikken på forældre/børn, men det vil jeg skåne denne side for at gøre. Til gengæld så vil jeg senere komme ind på “han – eller tæve”, for det har meget med ovenstående at gøre.