Freja

Jeg er nødt til at forsøge at lægge det bag mig – det med Soffy og Roísin, og det går også nogenlunde i det daglige. Ind imellem så dukker det op, når jeg f.eks. finder deres kæledyrspas – eller ser et billede af dem. Freja savner også Roísín, der er ingen at lege med mere. 

Freja må nøjes med mig, og jeg gør det bedste jeg kan for at træne hende henimod at blive en lille lydig jagtcocker. Vi rykker os, det går stille og roligt fremad i forhold til, hvor vi var, da jeg lige havde fået hende.

Først vil jeg sige, at hun er mega sjov, hun har et meget højt humør, og det er aldrig kedeligt at arbejde med Freja. Hun gider altid – ikke nødvendigvis det, der er meningen, men hun vil altid gerne arbejde. 

Vi har trænet rigtigt meget – “bliv i min zone, når vi går tur”. Det betyder, at jeg har fløjten og stemmen med mig – altid. Jeg kan ikke bare slentre afsted og regne med, at hun holder sig i den rigtige afstand, men hendes lydighed i forhold til at vende og komme til mig, den er blevet SÅ meget bedre.

Vi træner krydssøg, hvor hun skal gå fra side til side og søge, det går hæderligt – ikke perfekt, men hun lytter faktisk til mig og vi er ved at finde “melodien”.

Så træner vi på platform – “aflever dummy pænt” f.eks. – eller “bliv siddende” efter jeg har gemt noget, som hun gerne vil finde. Hun skal lære at slappe af på trods af sin iver for det modsatte, så jeg lader som ingenting, og  laver et eller andet, og så efter et stykke tid, så får hun lov til at finde dummyen.

Vi træner også andre ting – blandt andet, så skal hun gå fri ved fod med mellemrum på skovturene. Hun er nødt til at føle, at hun er under kontrol – altid faktisk. 

Vi er meldt til træning 3 gange om ugen her fra april. Vi træner privat i Blommenslyst, der er adgang til duer og kaningård og rigtig fin træning i det hele taget. Fra april kommer der så FT klubben og vi vil forsøge os med agility også, så Freja får brugt sine arbejdsevner rigtigt godt i den kommende tid

Det var lidt om lille flyvende Freja, der gør alt hvad hun kan for at udfylde det hul, som de andre har efterladt.

Det var det fedeste at få lov til at hente en due i dag. Hun er så super let og adræt, så det med at forcere stammer, det er bare sjovt. Jeg tænker på, at man kunne få det et rigtigt godt billede, hvis man stod og tog fra siden af.

Tjek lige hvem der gik før tid – med snoren hængende efter sig – altså. Det er min fejl, jeg skal bare være lidt mere markant, så gør hun det ikke.

 

 

Farvel Roísín

Det blev Roísíns sidste tur til dyrlæge i torsdags. Der var ikke mere at gøre for hende. Jeg har ikke noget klogt at sige om så kort et hundeliv, det er komplet meningsløst, og jeg savner hende utroligt meget. Rosinen med de blødeste fløjlsører og de smukke mørke øjne. Lige nu skal jeg bare have lidt ro i mit hundeliv, det har været en lang række af sygdom i en peridode, og jeg skal i den grad koncentrere mig om min lille raske cocker i den kommende tid.

Lille Rosin, da hun var helt ny i vores hus, og jeg var lykkelig for, at jeg havde fået det sødeste lækreste temperament, som man overhovedet kan have som labrador. Tak for alt lille Roísín – indtag de evige jagtmarker med din bedste veninde Soffy.

Roísín

Så er der gået tre uger efter operationen. Det har kort fortalt ikke hjulpet – slet ikke. Roísín er glad og løber som hun plejer. Hun kom sig lynhurtigt over indgrebet, men når det så er sagt, så er hun lige så halt efter hvile og let motion, som hun var før. Dvs. hun støtter slet ikke på det højre bagben, når hun kommer ud af bilen og når hun rejser sig fra kurven. Det har samlet set stået på i over 2 måneder nu. 

Vi har en tid på torsdag, og det kan desværre se ud til, at det bliver den sidste. Det er jo “bare” mig, der er påvirket af det. Rosinen, som vi kalder hende, hun lever heldigvis i nuet, og på den måde er det lykkeligt at være hund.

Et billede af Roísín fra vores tur til Sverige.