Generelt om hvalpe fra Mallaig

En FT. cocker fra Kennel Mallaig

Den FT. cocker, som jeg gerne vil opdrætte er en lille energisk jagthund, der med stor udholdenhed og lethed bevæger sig i al slags terræn på jagt.  Det er en let trænbar, apporteringsvillig og meget elskelig hund med stor personlighed, der med den rigtige træning kan blive en fantastisk jagthund. En cocker fra Mallaig er opdrættet på forældre, har vist deres værd som jagthunde, og som i det daglige fungerer som glade skønne familiehunde – igen under den rette træning.

Jeg har skrevet lidt herunder om, hvordan hvalpelivet er her i huset i de 8 uger det varer. Derudover har jeg skrevet afsnittet “Kommende ejere”, som jeg gerne vil have, at man læser før man tager kontakt i forhold til hvalp.

 

Hvalpeliv

Jeg har opdrættet 6 kuld labradorhvalpe – det første i 2007. Jeg har DKK´s opdrætteruddannelse, og er totalt engageret i hvalpekuldet og vejledning af de kommende ejere, når jeg en sjælden gang har et kuld hvalpe.

Hvalpene vokser op midt i huset. Først i et værelse, hvor de er stille og roligt sammen med deres mor i de første par uger. Her har de kun brug for ro og mor og kontakt til os i huset, og det betyder, at besøgende må vente til de er lidt større.

Når de har alderen til det, så kan de gå ud af kassen og ud på et større areal og begynde at udforske verden. Når der er ca. 4 uger, så flytter de ud i køkken og bryggers, og så er der overalt:-).  Vi kysser, vugger, nusser og snakker med dem, og de  præges på almindeligt familieliv, andre hunde og præsenteres for så meget forskelligt som muligt f.eks. “ude af huset tur”.  De er ormebehandlede, dyrlægetjekkede,  vaccinerede 1. gang og chipmærkede, når de forlader kennelen.

Hvalpene sælges med DJR stamtavle.

Billederne herunder viser Diva med F-kuldet. Først som helt små i hvalpeværelset, og senere som store og livlige i køkken/bryggers.

Der er ført hvalpedagbog for alle 6 kuld, de kan ses under http://mallaig.dk/category/dagbog-for-f-kuldet

Kommende ejere

Det jeg skriver her, er ment som en hjælp til dig, der er potentiel hvalpekøber til en ft. cockerhvalp herfra. 

Det er et gensidigt tillidsforhold – det, der er imellem mig og den kommende ejer. Jeg sælger en lille smule af mig selv, når jeg sælger en hvalp, som jeg dagligt har haft mellem hænderne i 8 uger.

Som opdrætter gør jeg meget ud af at informere om, hvad det er, som den potentielle køber skal være forberedt på, når han eller hun får en hvalp herfra, og man kan regne med support i forhold til træning, men også i forhold til almindelige udfordringer med hvalpen/hunden hele hundelivet.

En god hvalpekøber og hermed et godt grundlag for det tillidsforhold jeg har nævnt:

Sat sig ind i hvilken race en ft. cocker er. Jeg sælger kun til familier, der skal bruge hunden til jagt, og  som har hunden som et fuldgyldigt medlem af familien. Det er ikke plads i hus og have, eller beliggenhed af bolig der tæller. Det der tæller er, om man har tid og lyst til at være sammen med sin hund – træne og bruge masser af tid. 

Har mulighed for at reducere “alenehjemmetiden” til mindst muligt. Arbejder man hjemmefra eller deltids/hund med på arbejde, så er det et plus. 

Skriver mail eller ringer til mig, og spørger ikke om prisen i første sætning. Hvalpe kan altid købes billigere end her, så hvis det er meget afgørende, så er din kommende hvalp ikke her fra.

Har forhørt sig og kigget rundt hos andre opdrættere. Det er en fordel, at man orienterer sig mere end et sted efter min mening. På den måde er man bare bedst rustet til det vigtige valg af opdrætter.

Man kan altså ikke “bestille” en hvalp i en bestemt farve. Hvis alle har samme farve, så er det jo dejligt nemt, men det er ikke min holdning, at farven skal være grundlaget for valg af hvalp.

Det er mig, der vælger hvalpen til køberen – efter flere samtaler, hensyntagen til købers ønsker og besøg, så har jeg dannet mig et indtryk af, hvilken hvalp, der passer til hvilken familie. Det er ca. omkring 7 ugers alderen, at det er muligt at bestemme hvilken hvalp, der skal hvorhen. Jeg uddyber gerne min holdning til valg af hvalp i en samtale med eventuel køber, men indtil videre har alle “Mallaighvalpekøbere” gået ud ad døren med den aller bedste hvalp i favnen.

Det var lidt om mine tanker/erfaringer om det at være en attraktiv hvalpekøber. Om jeg så er en attraktiv opdrætter, det må være op til læser/potentielle køber.

Man er altid velkommen til at kontakte mig for en uddybende hundesnak, for der er meget meget mere at sige, end det jeg har skrevet her:-).

 

Når man køber en hvalp fra Kennel Mallaig får man:

En velpræget hvalp efter sunde forældre 

Sundhedsattest og første vaccination.

EU kæledyrspas.

1 sæk hvalpefoder 

Hvalpepakke med lidt af hvert.

Engageret vejledning fra opdrætter.

Mulighed for deltagelse i hvalpetræf/træning med fokus på kontakt mellem hvalp og ejer.

DJR stambog med købsaftale

Prisen for en hvalp er 10000 kr.