Før du køber hund overvejelser.

Jeg har skrevet lidt om, hvad jeg synes er meget vigtigt at overveje – inden man køber en labradorhvalp. Det er min subjektive vurdering, og derfor ikke sandheden for alle. Det er planen, at jeg vil udbygge “overvejelserne”, når jeg bliver grebet af skrivetrang og ikke arbejder med mine hunde – eller surfer på Nettet ;-).

15 minutter – om dagen – er det en mulighed?

Lad mig med det samme sige, at det er en skrap kællings tanker, så kan man ikke tåle for meget af den slags – “sandheder”;-), så vil jeg anbefale, at man straks kaster sig over billederne af de små søde vapser, det er lettere tilgængeligt, og der risikerer man heller ikke, at blive konfronteret med noget, der muligvis kan bruges selvrefleksivt (jeg sagde muligvis, for dette er jo en advarsel). Det er ikke nogen hemmelighed for folk, der kender mig, at diplomatiet ikke er en medarbejder fattigere uden mig, og derudover så brænder jeg for mine hvalpe i en grad, der muligvis ikke ligger inden for normalområdet. Mine egne købere og jeg snakker meget om, hvad det vil sige at have en hvalp og hvordan man gør det bedst muligt – alt efter behov selvfølgelig. Er det meget erfarne købere, så tager samtaler og vejledning en lidt anden drejning, der er jo ikke grund til at gentage noget, som er kendt viden. Dette er generelle tanker og sigter ikke på mine købere.

Når man gerne vil have en hund, så må man i første omgang gøre sig klart, at man af egen fri vilje træffer det valg at tage et nyt og fuldgyldigt familiemedlem inden for døren. Et familiemedlem, der i den grad laver om på hverdagen – især, hvis man ikke har andre hunde i familien.

Det er det bedste i verden at kunne udøve egen fri vilje, men her kommer så også forpligtelsen ind som en følgesvend. For det er en hund, og den har behov som er anderledes end menneskers, og de behov har den i et vist omfang i det mindste ret til at få opfyldt. Her tænker jeg ikke på mad og dyrlægehjælp og andre basale behov, for den slags går det som regel fint med at imødekomme. Jeg tænker på behovet for at have et godt hundeliv og hermed nøglen til et godt samliv med familien. De to ting gå uløseligt hånd i hånd. Jeg kan ikke definere præcist hvad et godt hundeliv er, for det kan være på mange måder, men jeg kan komme med min udlægning af det, hvor der er plads til variationer.

For at få etableret et godt samliv med hunden, så skal man vitterligt ønske at dele sit liv med den i de næste forhåbentligt 10- 12 år. Man skal være klar over, at man får en ven, der altid vil være der for en og altid forsøge at få så meget tid sammen med en som muligt. Hvilken uvurderlig gave – intet menneske vil levere samme trofasthed og ubetingede kærlighed. Der findes intet – eller ingen, der er så givende og kun givende som hunde.

Når jeg skriver kun givende, så kan man måske anfægte, at de tager tid også, og det er 100% sikkert, de tager tid og de skal tage tid, men det kan og bør være god tid, hvor man for styrket båndet til sin hund og f.eks. kommer meget ud i naturen.

Jeg er nødt til at gå udfra, at man ved, at en Labrador Retriever er en jagthund – og en glimrende familiehund. Med valget af jagthund kommer der den dimension på, at hunden har behov for at arbejde. Opfyldes dette behov ikke på den ene eller anden måde, så har man allerede glemt, at man af egen fri vilje valgte en hund af netop denne race;-). Så her kommer noget, som man skal tænke ind, der har enorm betydning for, om man får et godt samliv med hunden. En labrador vil så gerne arbejde, og den er som regel en gave at arbejde med, så alt er tilrettelagt gennem generationers avl, for den køber, der vil arbejde med sin hund.

Her er det, at man skal være helt ærlig overfor sig selv – og det er svært. Ønsket og drømmen kan let vinde over ærligheden på egne vegne, men man skal kæmpe kampen med sig selv og se, om man ikke kan lade ærligheden få førertrøjen på. Kan man give bar 15 minutters træning dagligt med lidt pauser  på dage, hvor det ikke passer? Er det muligt at trække de 15 minutter ud af den i forvejen overbookede FB/SMS/fjernsynstid? Har man tiden til, at lære sin hund, at det er sjovt at gå på plads på kortere strækninger på gåture? Det kan tage op til flere forpligttende minutter af en ellers afslappet gåtur nemlig. Minutter, hvor den uundværlige telefon (som jeg selv flittigt bruger), må ligge og rumstere for sig selv i lommen. Er man her så langt, så man kan se, at den slags nok ikke er til at overskue, så har man været ærlig, og det er en stor fordel at være det inden man anskaffer hunden, for så skal man ikke have hund! En god “Fatboy sækkestol”, der ikke fælder og som alligevel kan placeres foran brændeovenen, ville nok være et bedre valg. En kat kunne måske også gøre det, så slippe man i det mindste for træning og gåture – men ikke for fældning.

Den investering af tid, hvor vi ellers ville  FB/SMS/Fjernsyn i hunden er vejen til, at man kan få et rigtigt godt liv med sin labrador. Hvad man så skal lave i de 15 minutter og i de minutter her og der på gåturen, det får man vejeldning til på gode træningspladser – eller her, hvis det altså er her, at man har købt sin hvalp.

Han eller tæve?

Folk der i forvejen har en hund, bør vælge en hund af samme køn som hund nummer to – eller tre. Hvis man vil kaste sig ud i at have både og i sit hjem, så er det fordi man vil noget meget seriøst og har en hobby med sine hunde, og så ved man også, hvad det drejer sig om. Det er ikke dem, jeg tænker på her. Tankerne her sigter mest på kommende ejere af en familiehund.

Det er dem, der har bestemt sig for, at de gerne vil have en labrador, for de har set og hørt og læst om, at en labrador kan blive verdens bedste familiehund. Det er også rigtigt, og her er man godt på vej, for i en labrador har man meget forærende på forhånd, når det gælder uproblematisk temperament og samarbejdsvilje. Nu er det så bare at finde ud af, om det skal være en han eller en tæve – tror mange. Som hovedregel er det også sådan, meeen man skal kigge sig for alligevel, for labradorens flagskib – temperamentet er stærkt arveligt og det er ikke let at gennemskue udefra, det må handle om tillid.

Sådan her bør det være ifølge FCI racestandarden: “Den er intelligent, ivrig og villig til at adlyde, med et stærkt ønske om at behage. Dens væsen er venligt, uden antydning af aggressivitet eller ubegrundet
skyhed.”.

Det er labradorens inderste kerne, og her kan der ikke gås på kompromis efter min mening. Er det opfyldt, så falder alt det med han eller tæve helt til jorden, når det gælder en aktiv familiehund.

Ovenstående afsnit handlede om, at man nøje skal overveje, om man har mulighed for at bruge 15 minutter af sin kostbare FB/SMS tid på at træne den hund, som man selv har anskaffet – eller vil til at anskaffe. Det skal lige fremæves her igen, for det har betydning i forhold til, hvordan man ser sig selv som hundeejer. Der er nemlig lige nu en tendens til, at tro at det er nemmest at have en tæve. Jeg kan ikke lade være med at studse lidt over “nemmest”, for skal det være nemt at have en hund – og hvor nemt skal det egentlig være? Efter min mening skal det nemlig ikke være nemt at have en hund pr. automatik. Det kan blive nemt med en vis indsats, men ikke uden en indsats. Man kan gøre sig fortjent til, at det kan blive nemt, men man må ikke være så naiv og tro, at det at være ejer af en tæve er en slags forsikring i forhold til et problemløst ejer/hund forhold.

Jeg er ikke indehaver af sandheden om det bedste valg for den enkelte familie, og der findes et utal af “sandheder” og “synsninger” om “han eller tæve”, men er ovenstående FCI racestandard opfyldt, så er en labradorhan altså lige så “nem” som en tæve.

Jeg har haft forespørgsler på tæver som familiehunde fordi det sagde dyrlægen! De havde ikke fået nogen forklaring, men det var vist noget med, at de var nemmest. Altså for f……., hvordan kan dyrlægen vide noget som helst om det? Har dyrlægen tjekket de linjer, der ligger bag de enkelte kuld, der kigges på måske?  Det tvivler jeg på. Når vi så tager skridtet videre så skal man også være sig bevidst om individuelle forskelle i kuldet. Der findes variationer mellem hvalpene og nogen af dem er langt længere fremme i skoen end de andre, og det er ikke dem, der bør vælges ud som førstegangsfamiliehundeprojekt.

Man skal som køber gøre sig klart, at man starter ud med det bedste kort på hånden ved at være åben i forhold til f.eks. både køn og farve. Jo større råderum en opdrætter – her jeg, har mulighed for at vælge ud fra, jo større er chancen for at lave det rette match.

Tilbage til det med det ene eller det andet køn. Er der da ikke ikke nogen generel forskel på hanner og tæver?

Når man ser bort fra individuelle variationer i et kuld, så vil en tæve tit være lidt mere selvstændig end en han. Lidt mere “jeg har nok i mig selv-agtig”, og “jeg kan godt tænke selv”.  En hanhund er ofte lidt mere en hyggefætter og fedtmulefyr, der bare gerne vil være familiens centrum. Lidt mere uselvstændig og lidt mere lalleglad.

Arbejdsmæssigt set, så er der altså ikke forskel, man kan opnå de samme resultater med han og tæve, det afhænger helt af indsatsen fra ejers side, når rette hvalp er udvalgt. Er man jæger eller prøvefreak, så er hanhunden altid til rådighed, det er der faktisk en del, der vælger efter i den sammenhæng.

Størrelsesmæssigt, så er hannerne ofte noget større og grovere bygget end tæverne, de er stærkere, og det skal man da tænke ind, hvis man ikke kan kontrolere sin hund, når der kommer en kat f.eks.

Når det gælder det hormonelle, så er en voksen hanhund altid parat til “det sjove” om muligheden er tilstede.

Man skal gøre sin hanhund den tjeneste, at han ikke omgås løbske tæver, for det er ikke sjovt, når der alligevel ikke skal komme noget ud af det. Efter min mening er det et overdrevet problem, det med at hanner strejfer efter løbske tæver. En indhegnet have og en ordentligt aktiveret hund har ikke samme trang til at gå tur, som en understimuleret. Den ene hanhund jeg har haft – Felix gik aldrig ud over matriklen på egen hånd. Han kunne sagtens, men den slags gjorde han bare ikke. Ligesom han aldrig huggede fra køkkenbordet – eller lagde sig i menneskesofaen. Underforstået, mine tæver er noget mere fantasifulde, og fantasien er stigende med alderen;-).

Hanhunden letter ben, når han er kønsmoden, og det er så hans måde at tisse på og markere sit territorie på. En hanhund, der har lært at gå på plads (husk stadig de 15 minutter), han kan sagtens gå ned gennem byen uden at lette ben op ad hver pæl på vejen. Han skal selvfølgelig have tisset af inden, men det er udelukkende et træningsspørgsmål.

Så er der det meget brugte ord “dominans”. Det burde have et  afsnit for sig selv, men ikke i vores race – eller i mine linjer. Temperamentet er jo beskrevet herover, og man er nødt til at have det gode temperament, hvis hundene skal kunne arbejde side om side på jagt eller prøve i et frit søg. De skal ikke bruge deres energi på at slås med hinanden eller om fasanen.

Den mest misforståede fortolkning af ordet er, når nogen har så høje tanker om en hund, at den kan tælle – og især hanhunde kan tælle åbenbart. 1,2,3,4 og jeg er så nummer 5 i flokken. Come on.., det er altså for langt ude. En labrador prøver altså ikke at tage nogen magt fra nogen mennesker – heller ikke en hanhund, det har de slet ikke hjerne til. En labrador vil gerne være en god hund, men den skal altså også have at vide hvordan den er det, og her kommer de 15 minutter plus det løse ind. Husk det nu – egen indsats er alfa og omega.

Både han og tæve kan være mere eller mindre stærke i psyken, men det er ikke kønsbestemt, og det må beskrives en anden gang.

Tævens løbetid lever man med som tæveejer, og som ejer af en stor hund som labrador, så kan jeg garantere for, at det opdages om hun er i løbetid. Jeg har flere tæver, og jeg vasker gulv mange mange gange undervejs i den periode. Derudover sætter der sig spor på paneler, dørkarme og køkkenskabe;-). Om tæven er uligevægtig i den periode, det er individuelt, jeg synes, at mine er rimeligt normale, dog kan de blive ret fjollede sammen, og synes, at hinanden er nogle dejlige piger, men det kommer der jo ikke noget ud af;-).

At tæven skal isoleres fra hanhunde, jagter og træningspladser i den periode, det siger vist sig selv.

Nu har jeg så delt mine tanker med læseren angående han eller tæve, og det er lidt interessant, at det er så “hot” et emne, når der skal et nyt firbenet medlem af racen labrador ind i familien, for det handler mest om at ville sin hund på den gode måde – langt mere end det handler om han eller tæve:-).

 

 

 

 

 

 

111