Pinsesol og sommer.

Ikke ligefrem en genial overskrift, det indrømmer jeg med det samme;-), men ikke desto mindre, så er det det, der præger vores lille hundehus i de her dage. Vi laver ikke sååå meget, men lidt bliver det da til, og lige om lidt, så laver jeg en masse, for der skal rettes afgangsprøver i matematik nu;-).

I torsdags var vi i Randbøl for at gå spor, som – Peter med Brown Hunts Dusty havde lavet til os onsdag. Det har været virkeligt givende at have fælles sportræning de to gange, som det er blivet til i anledning af NM. Jeg håber, at det er noget, som kan fortsætte ind imellem også i fremtiden. Det er også super hyggeligt, og da spor dybest set er en meget “lonely rider” – agtig hundesport, så har det været en meget positiv oplevelse at være en del NM-teamet.

Tjek lige det her billede. Tea gik med  GPS, og Peter har s.. styr på det med den GPS, og hvad man kan få ud af den. Det røde er det spor, der er lagt og det gule er det, som Tea gik. Dog med en indbyggede satellitforskydninger.

Sporet var 1200m, det tog 38,42 minutter at udrede det. Der var to finske wiedergange og 5 sårlejer. Tea gik 2000m spor, hvilket lyder af meget, men det er faktisk ret effektivt – Tea spilder ikke unødig energi kan man sige.  Der hvor jeg synes, at vi er for ringe, er helt klart ved en grusvej, hvor sporet knækker på den side af vejen, som vi kommer til den. Det giver en masse “ruskum-snusk” for at sige det mildt vaden rundt over vejen og tilbage igen osv. inden Tea endelig beslutter sig for, hvor det er. Tea er på det tidspunkt noget brugt, for solen bager og det er s… varmt. Det hjælper dog, da vi kommer ind på et noget fugtigere terræn, så er færtforholdene bedre. Altså jeg er meget tilfreds med hendes indsats, det skal ikke forstås som om, at hun ikke var god, det var hun, men jeg er samtidigt nødt til at bruge sådan et spor konstruktivt i min videre træning.

Det er en større kunst at løse et knæk lige inden en grusvej end lige bagefter for vores vetrænede hunde. Det er helt normalt, men jeg har aldrig tænkt over det før nu. Jeg – og andre tror jeg nok, træner dem i at gå over vejen og tage spor op, det er jo helt normalt, at de skal det på en prøve. Langs med vejen på samme side er noget nyt, og det er da noget, som jeg vil putte ind med mellemrum fra nu af. Sårlejerne gik fint, hun gravede ikke, men hun markerede dem – og så gik hun videre. Perfekt i forhold til den finske prøve, hvor de skal markeres, men hvor vi ikke må snakke med hundene eller belønne dem på sporet. Tea markerede forresten et 10 dage gammelt sårleje i begyndelsen af sporet. Peter genkendte et, som han havde lavet for små to uger siden – utroligt. Jeg tror, at de kan så meget mere med deres snude end vi tror, og vi kan sagtens øge antallet af timer/døgn deres spor ligger, det var der et godt bevis for må man sige.

Ellers har den stået på gåtur/svømmetur ved Dallund Sø for de to sorte. Det er en måde at bevare en god kondition på, for de skal altså arbejde ret hårdt, når de svømmer. Christian optog Tea igår ned ved søen – på video på sin smartphone. Hvordan jeg får det på hjemmesiden, det må vi så de på – på sigt;-).

Så er der gjort klar til finsk i dansk blandingsskov. Stort fedt sårleje til at starte med og denne gang med elgblod. Jeg laver et par korte spor med “momenter” på. Her er to finske wiedergange og 4 sårlejer, som skal markeres og bliver belønnet. Vi mister point, hvis vi går henover dem, så jeg er noget fokuseret på, at holde “sårleje-energien” helt i top.

Det kan man gøre ved at grave kattemad ned i sårlejet. (Jævnfør Pia Rix). Det virker skal jeg hilse og sige;-). Her et sårleje i tør gran. Det bliver selvfølgelig dækket over og så kommer der blod på svampen som så tværes lidt rundt oveni lejet.

De følgende sårlejer var i blandingsskov og i lidt bregnebevoksning. Finsk tundra – eller hvad der nu er, det kan jeg altså ikke konkurrere med.

 

Se dem engang – græsæderne. De gnasker simpelthen så meget græs. Det må jo smage godt og passe til deres uendelige appetit:-).

 

Lærke til venstre og Tea til højre. Uhmmm … det smager bare godt;-).

 

 

 

Comments

  1. Vivian Glasdam says:

    Hej Gunvor.
    Fantastisk smukt billede af de to sorte labber i det høje græs! Er der ikke gået en fotograf tabt i dig?
    Spændende at følge jeres træning til NM. Du er utrolig fokuseret og bevist om, hvad der skal til – i to er jo et elite-team der arbejder målbevist.
    Pøj-pøj, knæk og bræk og hvad man nu kan sige.. når I når dertil.
    Mvh
    Vivian

  2. Tak skal du have Vivian:-).

Skriv en kommentar

*