Ny hvalpetræning

Diva og jeg var jo en tur til hvalpetræning i tirsdags på Dyrenes Klinik. Det er første gang, at jeg benytter et privat holdtilbud – eller hvad man skal kalde det. Jeg havde snakket med træneren inden vi startede omkring det med leg i flok. Jeg synes, at det er fint, at de leger lidt, men det skal være med jævnbyrdige, og det var træneren enig med mig i, og det blev heller ikke noget problem overhovedet.

Jeg mindedes gamle dage i DCH med Felix, og det var fuldstændigt ustyrligt og ulige, og de skulle bare lære “at sige fra” – rystende, når jeg ser tilbage. Han lærte da også at sige fra, da han blev gammel nok, men positiv prægning vil jeg ikke kalde det.

Tilbage til nutiden og Diva. Alt gik godt, og Diva var dygtig og opmærksom i ca. 40 minutter, så var der udsolgt;-), og hun var bare træt.

Øvelserne mindede meget om dem Jens lavede med os i lørdags – med klikker. Der var to små sessioner med leg, hvor de legede 3 – 4 stykker sammen i samme størrelse, og det nød Diva i fulde drag. Hvis der var en der stressede for meget, det var der en Finsk Laphund der gjorde, så kom den ud af legen og om på den anden side af et hegn med sin ejer. Det var fint og kontrolleret, og jeg er godt tilfreds med vores træningstilbud:-).

Igår aftes var Diva med til ryttermøde, og selvom jeg holdt hende i snor de par timer det varede, så var hun så træt, da hun kom hjem, så hun gik lige op på puden i bryggerset og sov.

Det er ellers ikke fordi hun sover særligt meget. Næsten ikke når jeg er hjemme om dagen. Hvorfor dog spilde tiden ligesom de sorte gør;-)? Der er vældig godt gang i hende – heldigvis for det:-).

Diva er meget i fokus lige nu, og jeg tænker meget på, at hun skal præges godt og have oplevelser. Jeg synes ikke, at de sorte bliver forsømt, men jeg er nødt til at tænke Divas dag først lige for tiden.

Lærke og Tea har været i skoven idag, og jeg havde dummier med, der skulle hentes langt nede ad en skrænt f.eks. eller ovre på den anden side af en å. Så får vi både gået tur og lavet noget sjovt undervejs, det er dejligt for dem.

Diva fik en lille gåtur med Linnea, små træningssekvenser og et spor ude i skoven i eftermiddags. Vi går stadig lette spor. Jeg har eksperimenteret lidt, og slæb og godbidder ca. ved hver m er et hit lige nu, og det holder vi fast i – i et stykke tid.

Tea skal have fjernet knuden i morgen, så jeg holder fri, for hun skal ind om morgenen. Hun må ikke få morgenmad den lille stakkel, det bliver virkeligt slemt for hende. Jeg regner med at sætte hende i bilen efter morgengåtur, så hun ikke tænker så meget på det, for de andre skal jo have. Jeg håber virkeligt, at det bare er en lille uskyldig en….

Skriv en kommentar

*