Ingen small talk…

Jeg har holdt pause fra bloggen i en uges tid. Jeg har flere gange tænkt på at skrive, men har haft lidt svært ved at skulle skrive lidt af det sædvanlige “small talk sprog”  om mit hundeliv, når jeg fik en meget dårlig nyhed fra Maria her i torsdags.

Silja er ikke opdrættet her i huset, men hun er købt og bragt hertil som lille 8 ugers gul pige. Ikke alle tæver skal have hvalpe, og det skulle Silja ikke, for sundheden i hendes kuld var samlet set ikke god nok – desværre, for hendes mor var helt fantastisk. Alt det vidste Silja ikke, og hun har givet den gas og løbet ud over stepperne og op og ned ad skrænter osv. Altid med masser af fart.

Maria og Silja faldt for hinanden og blev hinandens “soulmates”, og Silja flyttede hjem til Maria. Sådan er det nogen gange – man mødes, og så må det være sådan.

Har man fulgt med herinde, så ved man også, at Silja har fået epilepsi – i svær grad. Hun reagerer atypisk på medicinen, og levertallene er fortsat for høje selvom dosis er relativt lav.

Dosis er stadig ikke færdigreguleret, og i den forbindelse – altså når de alligevel skulle til Gert, så ville de have, at han lige tjekkede hende, for hun havde haltet på et forben i weekenden. Gert kunne ikke mærke noget umiddelbart, og han holder stadig på, at hun har rene albuer fotograferet fra siden af – som DKK ønsker det. Hun havde ifølge DKK 0 på den ene og 1 på den anden, og det havde han en diskussion med dem om dengang.

Haltheden var væk om tirsdagen, men den kom tilbage torsdag, og så  blev hun fotograferet – denne gang forfra – altså fra fronten af. Jeg kan se, at han har været grundig, der er taget 8 billeder. Billeder der viste, at Silja har gigt og ledmus i begge albuer – og han vurderer dem til status 3 – begge to.

Det har hun haft fra 8 måneders alderen siger han. Hun har også haft en kort periode med halthed som hvalp, men det var helt væk, da hun var 10 måneder.

At vi ikke har set det før nu skyldes, at hun har været holdt i god kondition, og hun har aldrig skånet sig selv. Vi har – på en måde heldigvis – været uvidende, så hun har fået lov til alt, og er aldrig blevet skånet, og det er i de mest aktive øjeblikke, at Silja har været mest lykkelig.

Lige nu er hun på smertestillende, og så ser Maria og Jens, hvordan det går. Hun er i godt humør – dags dato, men hun skal selvfølgelig have det godt – og kunne fyre den af med Gimle uden at det gør ondt bagefter.

Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal mene om den måde, vi tager billeder på til DKK. Det er ikke fyldestgørende – det kan vi jo se af det her tilfælde. Der kan gå hunde igennem til 0, der ligger på siden som de skal og inde bagved, der smuldrer leddet, og der ligger så en 3ér og venter på at vise sit grimme ansigt.

Helt hardcore vil jeg mene, at de ikke må halte som små overhovedet. Ser man det i en udstillingsring eller andre steder, så er den hvalp dømt ude fra avl efter min mening.

Det vil også sige, at det ikke er nok at vide, at to forældredyr har A og 0. Det tror folk – sorry for generaliseringen, men det tror det fleste. Nej, det er ikke godt nok. Der skal være en bred sundhed hos deres søskende, så er vi på vej. Det er jo meget vanskeligt for købere at gennemskue, det må man sige, og opdrættere må være oppe på tæerne og holde sig orienteret “all over” – følge med i hvem der laver hvad, og følge med i, hvordan det så går. Det gør man ikke kun hjemme fra sofaen, men s.. nødt til at komme ud – og til at have lidt netværk.

Vi kommer aldrig ud over, at der vil komme en dårlig albue her og der, men vi kan altså selv gøre meget for at forsøge at undgå det, og hvor ville jeg dog ønske, at DKK ville stramme kravene til undersøgelse af sundheden hos de hunde, der skal lave hvalpe til “folk”.

Det er der ikke meget der tyder på lige nu, så jeg er igang med at holde øje med, at den dreng, der skal bruges til næste generation i mit hus, han bærer samme sundhed i sig,  som den sorte pige fra C-kuldet. Han er endnu ikke bestemt vil jeg så lige slutte med – og ingen “small talk” idag – men måske i morgen…

Skriv en kommentar

*