Freja

Jeg er nødt til at forsøge at lægge det bag mig – det med Soffy og Roísin, og det går også nogenlunde i det daglige. Ind imellem så dukker det op, når jeg f.eks. finder deres kæledyrspas – eller ser et billede af dem. Freja savner også Roísín, der er ingen at lege med mere. 

Freja må nøjes med mig, og jeg gør det bedste jeg kan for at træne hende henimod at blive en lille lydig jagtcocker. Vi rykker os, det går stille og roligt fremad i forhold til, hvor vi var, da jeg lige havde fået hende.

Først vil jeg sige, at hun er mega sjov, hun har et meget højt humør, og det er aldrig kedeligt at arbejde med Freja. Hun gider altid – ikke nødvendigvis det, der er meningen, men hun vil altid gerne arbejde. 

Vi har trænet rigtigt meget – “bliv i min zone, når vi går tur”. Det betyder, at jeg har fløjten og stemmen med mig – altid. Jeg kan ikke bare slentre afsted og regne med, at hun holder sig i den rigtige afstand, men hendes lydighed i forhold til at vende og komme til mig, den er blevet SÅ meget bedre.

Vi træner krydssøg, hvor hun skal gå fra side til side og søge, det går hæderligt – ikke perfekt, men hun lytter faktisk til mig og vi er ved at finde “melodien”.

Så træner vi på platform – “aflever dummy pænt” f.eks. – eller “bliv siddende” efter jeg har gemt noget, som hun gerne vil finde. Hun skal lære at slappe af på trods af sin iver for det modsatte, så jeg lader som ingenting, og  laver et eller andet, og så efter et stykke tid, så får hun lov til at finde dummyen.

Vi træner også andre ting – blandt andet, så skal hun gå fri ved fod med mellemrum på skovturene. Hun er nødt til at føle, at hun er under kontrol – altid faktisk. 

Vi er meldt til træning 3 gange om ugen her fra april. Vi træner privat i Blommenslyst, der er adgang til duer og kaningård og rigtig fin træning i det hele taget. Fra april kommer der så FT klubben og vi vil forsøge os med agility også, så Freja får brugt sine arbejdsevner rigtigt godt i den kommende tid

Det var lidt om lille flyvende Freja, der gør alt hvad hun kan for at udfylde det hul, som de andre har efterladt.

Det var det fedeste at få lov til at hente en due i dag. Hun er så super let og adræt, så det med at forcere stammer, det er bare sjovt. Jeg tænker på, at man kunne få det et rigtigt godt billede, hvis man stod og tog fra siden af.

Tjek lige hvem der gik før tid – med snoren hængende efter sig – altså. Det er min fejl, jeg skal bare være lidt mere markant, så gør hun det ikke.

 

 

Comments

  1. Vivian Glasdam says:

    Hej Gunvor
    God energi herfra – og dejligt at høre lidt positivt nyt fra “hundehuset” på Nordfyn.
    Jeg afventer lidt, om du går med planer om at forlade labradorlinjen, og at du fremover går over helt over til cockeren. Eller det bliver lidt af det hele.
    Uagtet hvad, så er det dejlige billeder af en skøn hund. God dag derude.

Leave a Reply to Vivian Glasdam Cancel reply

*