Endnu en møg oplevelse

Da vi var på udstilling i Varde i søndags, så var der igen en hund der viste sit dårlige temperament offentligt frem – og en ejer, der lod som igenting.

Der er meget meget proppet ved ringsiden. Teltene ligger meget tættere end de gør i højsæsonen ved Gardasøen. Det er næste umuligt at komme til og fra udstillingsringen, for teltene fylder helt ud til ringsiden – de tre af siderne, og den sidste side er der så folk og hunde i flere rækker. Sådan er det nok på DKK udstillinger, og det er egentlig ikke det, der er problemet. Det der er problemet er, at der er ejere med, der ikke tager ansvar for, at deres hund kan finde på at gøre udfald mod andre hunde.

Jeg skal passe min plads i rækken af åbenklassetæver, og jeg kan se, at det er ved at være tid til at komme ind i ringen, når dem der er foran mig er ved at blive bedømt. For at genere dem der er i ringen mindst muligt, så skal jeg forbi et par telte til venstre i udstillingsområdet. Der sidder en mand med en hund, der stiller i samme klasse, og jeg siger højt og tydeligt, at jeg lige går forbi. Jeg har øjenkontakt med ham, og han nikker. Diva går bare ved siden af mig, og det burde være muligt at passere en anden labrador på den måde, men det var det så ikke. Den pågældende tæve for frem mod Diva og bed hende i snuden. Diva gør intet igen. Hun bliver bare overrasket, og bløder fra snuden.

Der var en dyrlæge ved ringsiden, og hun tørrede og tjekkede snuden og Diva fik hilst på hendes søde tæve lige med det samme.

Der var en del vidner til optrinnet, og der var også nogen der mente, at dommeren havde set det. Jeg ved det ikke, jeg så kun på min hund. Diva havde fået et solidt hak i snuden, men hun må altså være en stærk pige, for hun fatter sig lynhurtigt, og så er vi på.

Kommer ejeren og siger undskyld fordi hans hund bed? Nej da, det gjorde han da ikke. Jeg skal ikke sige, om det er hverdagskost i flokken hjemme hos dem, men hvis det havde været min hund der havde lavet samme nummer, så ville jeg have været så flov så flov, og have undskyldt mange gange.

Labradorens temperament er racens hædersmærke. Ifølge FCI – racestandarden er “Dens væsen venligt, og uden antydning af aggressivitet”. To gange har Diva fået en på lampen i forbindelse med en udstilling. Som 12 ugers og nu som 2 års. Hun har ikke selv lagt op til det – vil jeg lige påpege.

Jeg synes, at der skal værnes om det temperament, og det er selvfølgelig brugbart at følge med i, hvem der hugger ud på sådan en udstilling og så holde sig langt væk fra de pågældende linjer, men det er altså lidt grotesk, at sådan noget overhovedet kan ske, når man udstiller labrador.

Når jeg har været ovre at gå tur ved Pia, så slipper vi s.. alle hundene – også dem der ikke har set hinanden før, og der er aldrig en mislyd fra nogen af dem. De siger bare “hej – nej, hvor hyggeligt”. Det er sådan jeg vil have, at vores race skal være. De skal have gennemført godt temperament – intet mindre.

Diva er jo Diva, og hun er en stærk pige. Det er jeg evigt taknemmelig for. Hendes væsen er i øvrigt “.. venligt, og uden antydning af aggressivitet”

Herunder er dejlige Diva i en træningssession i sidste uge, hvor Linnea tog lidt billeder. Fasan – tjek:-).

25-8-2015.5 25-8-2015.6 25-8-2015.7

Skriv en kommentar

*