En smule vemod

Det er virkeligt mærkeligt for mig at tænke på, at mit første kuld blev født for 9 år siden. Hvilken altovervældende oplevelse og benhårdt arbejde. Siden er der kommet flere kuld, flere dejlige – og mindre dejlige oplevelser, mere hårdt arbejde og rigtigt meget erfaring både med hvalpe og mennesker i den forbindelse. Det er en passion det med at lave/have hvalpe. Undersøge, planlægge, sætte alt andet til side og håbe på, at alt går som det bør gå. Tænke fremad i forhold til, hvor det kan bære hen, og så finde de helt rigtige hjem og såvidt muligt følge dem i deres videre liv.

For 9 år siden, der vidste jeg ikke en brøkdel af det, som jeg ved om opdræt af labrador og om racen i det hele taget i forhold til nu. Jeg har stadig rigtigt meget at lære, man kan aldrig blive klog nok, men det er alligevel vildt at tænke på, hvad der er sket på de 9 år.

Den første kombination – den med Lærke og Diesel, den har dannet grundlag for det, der er her nu. Den har givet mig Tea i første led og efter Tea to mega sunde kuld og sunde piger – Cassie og Diva.

Tea har givet mig alt – intet mindre, og hun er stadig “going strong”. Tea og co. har fået noget lækkert i dag, og Tea har fået træning og tur i skoven. Jeg har alligevel følt et snert af vemod i dag. 9 år, det er meget. Lærke er 11, og jeg ved med min rationelle hjerne, at der er en form for nedtælling i gang.

Heldigvis ved hundene intet om den slags. De lever i nuet, og det er en af de store ting, som vi kan lære af hundene. Et af Oles fine billeder skal vi selvfølgelig have på dagen.

01c20993050a0445a4cd6bb34b34fac4668f8a5712

Jeg kan ikke vælge et bedste billede. At vælge betyder også et fravalg, og det kan jeg ikke få mig selv til. Her ser Tea faktisk lidt fræk ud, og det er ikke så almindeligt på billeder af hende. Der er masser af udtryk i øjnene. Hun er jo bare så skøn – også som senior.

Skriv en kommentar

*